BiografiMarie Nielsine Eilersen, filmklipper, var datter af arbejdsmand Hans Peter Jacobsen og hustru Hermandine Frederikke Lünell. Hun arbejdede som filmklipper for Nordisk Film i Frihavnen 1912-36 og derefter hos ASA fra 1936 til 1950. Hun blev oprindelig anbefalet af en veninde til at søge ind til Nordisk Film, hvor hun begyndte med at kolorere de små filmsbilleder med hånden. Senere fik hun andet arbejde med tilklipning. Marie Eilersen var bl.a. med ved overgangen fra stumfilm til tonefilm. Dette gav udfordringer, da der altid er en forskydning på 21 billeder mellem lyden og billederne. Hun arbejdede derfor i starten med både et billedbånd og et lydbånd. Når skuespilleren på filmen åbner munden varer det 21 billeder på lydbåndet inden stemmen når frem til at passe med billedfilmen. Marie Eilersen arbejdede sammen med så forskellige instruktører som
Emanuel Gregers, A.W. Sandberg, Carl Th. Dreyer, Georg Schneevoigt og Lau Lauritzen senior, der lavede sine første små enakter-film og med svenskerne Adolphson og Branner, der en tid lavede svenske film i Danmark. Hun forlod Nordisk Film efter 24 ½ år og havde tænkt at trække sig tilbage, men ved skæbnens gunst fortsatte hun hos ASA, hvor hun kom til at arbejde sammen med instruktørerne Alice O'Fredericks og
Lau Lauritzen jun.. Marie Eilersen blev første gang gift med Otto August Søren Eilersen (13-09-1892 - 31-07-1938). I sit andet ægteskab var hun gift med fhv. gårdejer Dusinus Jensen (09-07-1888 - 08-07-1977).