Beskrivelse
Bodil Kragh (Bodil Kjer) er en sød og frisk ung pige, som bor i en lille hyggelig lejlighed sammen med sin bedste veninde, Dagmar Eriksen, kaldet "Dax" (Sigrid Horne Rasmussen). En dag kommer Bodil stormende hjem fra overretssagfører Edvard Holms (Richard Christiansens) kontor, hvor hun arbejder. Hun fortæller henrykt sin veninde, at Carsten Brandt (Carl Heger) er kommet til byen og vil besøge dem samme aften. Carsten er en ung energisk landsretssagfører, som Bodil stadig er lige så forelsket i, som den dag, for 3 år siden, da det kom til et brud mellem dem. Han har solgt sin praksis i Århus og er nu flyttet til København for at gå i kompagniskab med en højesteretssagfører og han har ringet til Bodil og bedt om at få et møde med hende. Ved de unges gensyn forsvinder alle misforståelserne som dug for solen og da Carsten, efter en hyggelig aften, siger godnat til Bodil, er begge enige om aldrig mere at slippe hinanden. Bodil får imidlertid ikke lov til at være glad ret længe. Hendes chefs søn Hugo (Poul Reichhardt), som er en drivert og pigejæger, har også haft hende i sit garn. Han slipper en dag ind af hendes gadedør samtidig med, at Carsten går ud, og uden hensyn til Bodils protester slentrer han ind i hendes stue, hvor han benytter lejligheden til at slynge hende nogle grove gemenheder i ansigtet, hvoraf dog kun en gør indtryk på hende: Han er ikke sikker på, om der foreligger en mulighed for, at hun kan blive mor til hans barn. Kort tid efter har Bodil vished: Efter et besøg hos lægen, får hun at vide, at hun er gravid. Hun bliver meget fortvivlet. Hun ser hele sin fremtid med Carsten brutalt slået i stykker. Som altid er "Dax" hende en trofast veninde, og hun råder hende til at tale med Professor Eigil Thomsen (Poul Reumert), landsretssagfører Holms gode ven, som jo kender hende fra kontoret. Bodil følger rådet, men Professoren afviser hende kort og henviser til Loven, som ikke tillader ham at foretage en abort. Endnu mere fortvivlet, end da hun kom, forlader Bodil hans konsultationsværelse. Hugo har i mellemtiden søgt nye græsgange, og har kastet sig ud i et voldsomt flirt med professor Thomsens meget unge yndige datter Aase (Grethe Holmer), som han gør alt for at lægge ned. Ved Aases studenterfest overrasker Professoren imidlertid Hugo i et af hans nærgående forsøg på at overvinde Aases modstand. Han betænker sig ikke et øjeblik: Han gi’r Hugo en omgang klø, og viser ham ud af sit hjem. Behandlingen skaber et voldsomt had hos den hensynsløse Hugo. Dagen efter kommer Bodil, i et ærinde for sin chef, til professoren, og deres samtale kommer snart til at handle om den ulykkelige situation, som Bodil befinder sig i. Bodil betror Professoren, hvem der har bragt hende i ulykke. Efter samtalen med Bodil virker Hugo Holms navn som noget ubehageligt, og han beslutter at tilbyde Bodil en ny indgående "undersøgelse". Hugo har ved et tilfælde opdaget, at Bodil går op til professoren, og han lægger hurtigt to og to sammen. Som en hævnakt sender han et anonymt brev til politiet, hvori han redegør for sin mistanke til Professoren. Professor Thomsen arresteres i Stockholm, hvor han, sammen med sin datter, deltager i en lægekongres. Den følgende retssag mod Professor Eigil Thomsen vækker stor opsigt over hele landet, og retsalen er fyldt til bristepunktet, da sagen begynder. Da Retsformanden stiller sit indledende spørgsmål til Professoren: "Erkender de dem skyldig i svangerskabsafbrydelse"?, svarer Professoren: "Ifølge lovens bogstav er jeg uden tvivl skyldig, men ifølge min egen overbevisning har mine motiver været fuldt forsvarlige". Men Professoren har brudt loven, og må tage konsekvenserne af sin handling, hvorimod slynglen Hugo, som er den egentlige årsag til hele affæren, går fri, og kan fortsætte sin jagt på nye unge uskyldige piger.