Beskrivelse
Over Saltenfjorden skinner martssolen skarpt, og inde på Skånland ligger handelsstationens røde bygninger med alle porte åbne. Døren til kontoret går op og Skånlands enehersker Konsul Henrik Jernø (Johannes Meyer) viser sig i døren. Med sit hvasse blik ser han sig om. Straks bliver der arbejdet febrilsk overalt, for Konsul Jernø er en frygtet og hadet mand. Selv sønnen Sigurd (Lau Lauritzen jun.) har han ikke noget særlig godt forhold til. Sigurd har da også altid måttet finde sig i faderens luner og tyranni. Denne Martsdag forbyder faderen Sigurd at se den kvinde, han elsker og vil gifte sig med, blot fordi hendes mor er Lappepige. Da tager Sigurd den store beslutning, at forlade sit hjem uden faderens vidende. Hovedparten af befolkningen på Skånland ernærer sig med sælfangst. Hvert forår sejler skibene over på Vestsiden af Grønland og er væk i 3 måneder. Om aftenen stikker Sigurd over til Skarvenæs, hvor hans elskede Aino Flatø (Gull-Maj Norin) bor. Han fortæller om sit sammenstød med faderen og om sin plan om at stikke af med en af sælfangerskibene. Aino bliver bedrøvet og betror ham, at hun skal have et barn. De skilles efter at have aftalt at gifte sig, så snart han kommer hjem. Næste dag står Sælfangerskibet ’Vesla Kari’ ud fra havnen med rederens søn som blind passagerer. I begyndelsen af April sejler den ind i de første striber af is. Det skaber stor travlhed ombord. Knive bliver slebet, skytterne pudser riflerne, og der bliver splejset tov til at slæbe sælerne med. Som dagene går kommer ’Vesla Kari’ tættere mod land. De brune klipper rager op over det hvide øde. Isen forandrer sig pludselig. Tæt og uigennemtrængelig holder den skibet i sit favntag. Barometeret synker med rivende fart og med ét er stormen over dem. På kort tid bliver ishavet forvandlet til et helvede. Isflagerne koger som gryn i en gryde ’Vesla Kari’ sitrer i ryk. Pludselig jager et mægtigt stykke bræis ind i siden på skibet og trykker et stykke af lønningen ind midt på dækket. Kaptajn Ek (Carlo Wieth) brøler ’’Alle mand til storlugen, provianten på dæk”. En knagen og bragen forkynder, at skibssiden er trykket ind, vandet fosser ind i skibet. Mandskabet kæmper fortvivlet mod Orkanen, mens de forsøger at bjærge provianten ind på en af isflagerne i læ. Ek giver ordre til at forlade det synkende skib. Kun han selv bliver ombord for at hjælpe kokken, der er spærret inde i sin kabys. Men han står magtesløs, og et øjeblik efter vælter nye ismasser ind over skibet. Foran mandskabets rædselsslagne øjne forsvinder han med det sidste af skibet. Mandskabet forsøger at dække sig mod den rasende storm. Næste morgen har stormen lagt sig, og da Sigurd, der er krøbet i ly under en presenning, sammen med 2 slædehunde får gravet sig ud, møder der ham et sørgelig syn. Overalt ligger de ihjelfrosne kammerater, kun én lykkes det ham at få liv i: Lorens (Poul Reichhardt). Sammen får de pakket slæden, med alt det den kunne rumme af proviant og værktøj, og med hundene spændt for begiver de sig ud på den farlige vandring over isen mod land. Dag bliver til nat og til sidst mister de fornemmelsen af, hvor lang tid de har været undervejs. Endelig en dag synes lykke at tilsmile dem. De får øje på en forladt hytte. De tager henrykte hytten i besiddelse og belaver sig på en overvintring. Dog håber de på, at et skib vil komme forbi, og tage dem med, men det eneste skib der kommer, ser dem ikke og sejler væk. Det er nu blevet november og mørketiden er begyndt. Her er ingen forskel på dag og nat, og det evige mørke begynder at gå Sigurd og Lorens på nerverne. De småskændes, og til sidst går det over i regulære slagsmål. For hver dag der går, bliver Lorens mere og mere utilregnelig, så Sigurd ved han skal passe på. Lorens prøver at dræbe Sigurd med en kniv, men det lykkes ikke for ham. En dag Sigurd er gået til fjelds for at skyde ryper, hører han et skud og en kugle hvisler forbi sit øre. Han er klar over, at hans liv er i fare og søger dækning. En lyd får ham til at snurre rundt, og samtidig fyrer begge mænd deres riffel af. De bliver begge ramt - Sigurd dog kun i armen, mens Lorens får et maveskud. Sigurd prøver at hjælpe, men det er forgæves, Lorens dør. Fortvivlet over at han har dræbt Lorens, beslutter han at drage videre, men nu er uheldet ude. Den 10. dag forstuver han sin ene fod. Humpede klarer han sig et par dage, men opgiver p.g.a. smerter og sender hundene afsted med en besked i halsbåndet. Selv lægger han sig i sin sovepose på isen, resigneret og ventende på hjælpen eller døden. Med opbydelse af sine sidste kræfter skriver han en tilståelse om, at have dræbt Lorens i selvforsvar. Hundene når imidlertid frem til en lejr, en hjælpeekspedition tager afsted. Det lykkes dem at finde, den næsten af sult og kulde omkomne, Sigurd. Han kan nu vende hjem til sin elskede Aino og den lille søn, som han endnu ikke har set, og han kan glæde sig over, at faderen accepterer Aino og hans lille sønnesøn.