Beskrivelse
Tiden kræver en ny og positiv indstilling, derfor er Louise Kildal (Karen Lykkehus) blevet ’ social’. Det er ikke længere nok for hende at være en ganske almindelig, og overset direktørfrue. Hun og hendes veninde Fru. Lilian Hedberg (?) der efter sin nylige afdøde mand har arvet byens største samling af abstrakt kunst. De gør sig store anstrængelser for at påkalde sig opmærksomhed ved at snobbe nedad. Louises mand Direktør Max Kildal (Ib Schønberg) er alt andet end glad for konens nye ’kæphest’ hun har haft adskellige i løbet af de sidste år, men han er ikke istand til at tale hende til fornuft. På sin fabrik er han ellers en bestemt og myndig mand der kan aftvinge respekt hos sine ansatte. Men desværre har han ingenting at skulle have sagt i hjemmet. Louise finder ham kedelig og reaktionær, og deres 18 årige datter Vibeke (Helle Virkner) der ikke har andet end flirt og fornøjelser i hovedet har ikke den mindste respekt for ham. Det eneste lyspunkt i hjemmet er sønnen den 12 årige Peter (Frits Helmuth), en ualmindelig kvik ung fyr, Max er bange for at han skal slægte moderen og søsteren på, og blive mere eller mindre forkvaklet. Louise har købt en abstrakt skulptur, som passerer hendes mands kontor hvor betalingen skal erlægges. Da hun hører at nogle af arbejderne har moret sig højlydt over den, får hun den ’geniale’ ide. Hun vil arrangerer ’ sociale eftermiddage’ for sin mands medarbejdere for dermed at åbne deres øjne for den moderne kunsts værdier. Dette skal foregå hos Fru. Lillian hvis ikke helt almindelige malerisamling jo kan give et glimrende diskussionsbasis. Og Max er nødt til at lyde sin kones ordre og sende 30 af sine ansatte derhen. Den unge impulsive kedelpasser Walter Henningsen (Ebbe Rode) kan ikke se noget særligt i disse klatmalerier, så han fremkommer med nogle ikke særlig smigrende bemærkninger om disse i almindelighed, og indbyderne i særdeleshed så den første og den sidste ’ sociale eftermiddag’ får en noget brat afslutning. Walters forlovede Gerda (Lisbeth Movin) en sød og særdeles fornuftig pige finder hans opførsel dum og ansvarsløst. Han har fornærmet sin arbejdsgivers kone det kan spærre vejen videre fremad i firmaet for Walter. Han lover Gerda at undskylde overfor Fru. Louise. Det sker på en ikke helt almindelig måde i en sen nattetime. Louise ikke alene tilgiver ham men benytter sig af at lufte sine teorier om ’Lighed og Frihed og alt det der’. De aftaler at fortsætte og udbygge bekendtskabet for at lære hinanden bedre at kende. Der er et stænk af erotik med i spillet fra Louises side hun er endnu i sin ’bedste alder’ og kan når hun gør sig umage se helt godt ud. Vibeke derimod har helt andre tanker, hos hende er det erotiske helt oppe under overfladen, Walter er en helt anden type en de slapsvanse og dukkedrenge hun før har omgivet sig med ’ Han er en rendyrket mandfolk’, og oser langt væk af sex. Det morer egentlig ikke Walter at omgås de to tomhjernede bourgeoisdamer, men det morer ham at føle den magt han har over dem. Det morer imidlertid ikke hans kæreste Gerda hun bryder sig ikke om at dele Walter med andre damer. Da Louise opdager at Vibeke og hendes ’Portegé’ slår gækken løs i en livlig danseknejpe i Nyhavn, trækker det op til ballade. Max er klar over at hvis han havde været mand i sit eget hus var situationen aldrig kommet så langt ud, men gennem tiden er hans mindreværdskompleks vokset sig stort. En aften bliver han udsat for nogle oplevelser der får ham til at genvinde sit selværd og blive sine komplekser kvit. Næste morgen oplever den forbløffede Louise at hendes mand er forvandlet fra en lydig slave til en bestemt herre. Max standser omgående Louises ’sociale virke’, og for fremtiden må hun nøjes med ham. Walter indser hvilken kæmpedumhed han har været ved at begå, og så tager han selv affære, og får skaden repareret og givet mor og datter den lektion de ærlig har fortjent. Han og Gerda finder omsider ud af at de er skabt for hinanden.