BiografiLone Hertz, skuespiller, fhv. teaterleder, fhv. rektor, er datter af grosserer Kay Bernhard Hertz (31-03-1908 - 29-10-2002) og hustru Arnolda Nielsine Viola Gress (født Aistrup) (01-12-1911 - 17-05-1998). Som barn var hun i tre år balletbarn på Det Kongelige Teaters balletskole. Sammen med
Kirsten Andersen,
Bjarne Kitter og
Mads Højgaard var hun datidens filmbørn, bl.a. i "Hold fingrene fra mor" og "Vores fjerde far" og hun turnerede også med Solby Scenen. Hun indspillede også grammofonplader med "Fisken Osvald", "Swingprinsessen" og "Skovhusets skumle skikkelser". Og hun debuterede på Det Kongelige Teater i 1949 som Lille Sarah i "Indenfor murene". Hun forlod gymnasiet som 17-årig for at starte på ABC-Teatret, hvor hun debuterede i december 1956 i en revy med
Kjeld Petersen og
Dirch Passer. Hun havde en lille skønsang og skulle i øvrigt bare gå ud og ind i trusser og se dejlig ud. Det blev til fem år som Lommerpige på ABC-Teatret i årene 1956-1961. Det var både en lykkelig og broget affære, som bl.a. førte til sønnen
Steen Stig Lommer som hun fik sammen med teaterdirektør
Stig Lommer (19-06-1907 - 28-06-1976). I 1958 fik hun sin karrierens største fiasko som Polly i "Laser og pjalter" på Aveny Teatret, hvor hun siden var ansat fra 1961 til 1965. Hun blev uddannet på Privatteatrenes elevskole 1960-61. Lone Hertz optrådte i "Lulus Lysthus" i Gilleleje med Volmer-Sørensens "Solskinsvise". Sit store gennembrud som skuespiller fik hun i 1964 som Hedvig i "Vildanden" på Aalborg Teater. Hun havde siden roller f.eks. som Jane i "Udviklinger", Nora i "Et dukkehjem" på Folketeatret, Jeanne d'Arc i "Lærken", Hilde i "Bygmester Solness", Rosalinde i "Som man behager" og kvinden i "Århundredets kærlighedseventyr". Hun var ansat ved Det Kongelige Teater 1968-73 samt i 1975 og spillede her bl.a. Ellen i "Skærmydsler" og Agnes i "Fruentimmerskolen". Hun vakte opmærksohed med nøgenscener i "Vidunderlige kælling" i 1975. På TV fik hun roller som dramatisk skuespillerinde i Ionescos ”Enetime” og Genets ”Stuepigerne”. Og indenfor cabaretgenren optrådte hun på sin halvbror
Tony Rodian's cabaret. Hun huskes for rollen som Tine i filmen af samme navn, som gav hende en Bodil. Det var under optagelser til denne, at hun – på sin 25 års fødselsdag – fik
Clara Pontoppidans fødselsdagslegat for at være en af de mest talentfulde unge danske skuespillerinder. Desuden havde hun bl.a. titelrollen i operettefilmen "Frk. Nitouche" og rollen som Klara i "Sommer i Tyrol", ligesom hun i filmen "Landmandliv" sang "Gå med, Gå med". I slutningen af 1970erne begyndte Lone Hertz på et universitetsstudium og i 1980 valgte hun at forlade rampelyset for sammen med
Malene Schwartz at blive direktør for Bristol Teatret indtil 1982 og Aveny Teatret 1982-1984. I 1984 blev hun rektor på Statens Teaterskole, hvilken stilling hun bestred indtil 1990. På Statens Teaterskole fik hun indført det fjerde uddannelsesår for skuespillere, instruktører og scenografer. I årene 1988-91 var hun medlem af Teaterrådet. Ved 1990ernes begyndelse sagde hun teatret og filmen farvel. I 1993 og 94 indtalte hun Det Nye Testamente for Det Danske Bibelselskab og Danmarks Radio. Og hun begyndte at tage ud i forsamlingshuse, menighedshuse, kirkesale og biblioteker, hvor hun holdt foredrag og bibeloplæsninger. Lone Hertz blev i 1965 kåret som Århus Studenternes Æreskunstner og allerede før hun fyldte 30, var hun blevet belønnet med både Teaterpokalen i 1965 og Henkel-Prisen i 1967. Udover Bodil-prisen for hovedrollen i "Tine" fik hun en Bodil i 1967 for hovedrollen i "Utro". I årene 1962 til 1975 levede hun sammen med skuespilleren
Axel Strøbye. Sammen fik de datteren Micaëla og sønnen Tomas. Noget af det, der har vendt op og ned på hendes liv, var, da hun i 1966 blev mor til sin udviklingshæmmede søn Tomas Strøbye (20-02-1966 - 10-02-2024). Han udviklede sig aldrig til et normalt fungerende menneske med talesprog og evner for at leve livet som andre normale mennesker. I årene derefter viste hun sig offentligt som en mor, der kæmpede med liv og sjæl for at bedre vilkårene for udviklingsmæssigt handicappede og deres familier. I 1981 lavede hun dokumentarfilmen "Tomas, et barn du ikke kan nå", der indbragte hende endnu en Bodil-pris. Hun har skrevet bogen "Sisyfosbreve". I 2019 blev hun udnævnt til æresmedlem i Skuespillerforeningen af 1879. Fra 1978 dannede hun par med ingeniør, direktør Sven Erik Lindhardt (24-05-1942 - 09-01-2012), men de gik fra hinanden igen og halvandet år efter flyttede hun sammen med
Lars Liebst (23-11-1956), som hun mødte mens hun var hans chef som rektor på Statens Teaterskole, hvor han var produktionsleder. Men heller ikke det forhold holdt og de flyttede hver til sit. Hun er søster til skuespillerinden
Helle Hertz og halvsøster til kabaret-kunstneren
Tony Rodian.