BiografiMalene Schwartz, teaterchef og skuespillerinde, er datter af maler, kunstkritiker og redaktør Walter Ervin Otto Schwartz (17-04-1889 - 06-11-1958) og hustru lægesekretær Annelise Schwartz (født Gamst Jensen) (02-04-1913 - 1989). Hun blev opdaget i en skolekomedie af Arne Weel, der overtalte hende til at gå teatervejen i stedet for at blive socialrådgiver, som det ellers var planen. Efter studentereksamen kom hun i 1955 på Privatteatrenes Elevskole og fik efter endt elevtid i 1957 ansættelse ved Alléscenen i to sæsoner, hvor hun fik sit gennembrud i stykket "En mundsmag lykke" i 1958. Desuden spillede hun på Allé-Scenen hustruen i "Ung vrede" og Emily i "Vor By". I de næste to sæsoner 1959-61 var hun ved Det Ny Teater og blev i 1961 tilknyttet Det Kongelige Teater – her var hun indtil 1970, hvor hun ikke mere syntes hun fik roller der udfordrede hendes talent, og derfor ønskede at prøve noget andet. Hun har bl.a. haft roller i "Vildanden", "Ungdoms lyse vår", "Guys and Dolls", "En Skærsommernatsdrøm", "Mågen", "Tre Søstre", "Elverhøj", "Cancan", "Tribadernes nat" og "Dæmoner". I
Peer Gregaards periode på Det Ny Teater husker man Malene Schwartz især for hendes samspil med Erik Mørk. På Det Ny Scala foldede hun sig ud som musical- skuespillerinde bl.a. som Eliza i "My Fair Lady" og ikke mindst i "Nøglen under måtten" sammen med
Frits Helmuth. Malene Schwartz har som skuespiller behersket hele spektret - fra klassikerne og det moderne lystspil til musicalen og revyerne på ABC Teatret, Cirkusrevyen på Bakken, i Tivoli og på TV f.eks. i TV-serien "Forsvar", TV-filmen "Mors dag" fra 1996 og tv-ugerevyen "Så gikk". I Cirkusrevyen optrådte hun i 1970 sammen med Daimi og
Ann-Mari Max Hansen i et supermusikalsk nummer "Tuttafans" om norskfødte Tutta Rosenberg, født Dyrdal (01-09-1912 - 31-05-1986) fra Se og Hør og i 1972 optrådte hun i revyen sammen med statsministerfruen som nyhavnspige. I slutningen af 70´erne fik hun så den TV-rolle, som siden skulle vise sig at blive hendes største succes – nemlig som Maude Varnæs i tv-serien "Matador". I 1980 blev Malene Schwartz, sammen med
Lone Hertz, udnævnt til teaterdirektører for Bristol Teatret. I 1982 flyttede de til Aveny-teatret, og fra 1984 kørte Malene Schwartz det alene. I 1992 overtog Dr. Dante lederskabet, og i stedet flyttede Malene Schwartz i 1994 til Jylland for at blive teaterchef for landsdelsscenen i Ålborg, der ønskede at udfordre hendes lederegenskaber. I Aalborg overbebyrdede Malene Schwartz ikke sig selv med roller, men helligede sig mest teaterdriften. Hun var teaterchef i Aalborg indtil 2001 og blev derefter teaterchef på Folketeatret indtil 2007. Allerede i 1956 fik hun den første filmrolle – oftest spillede hun den søde, unge pige i filmene. I starten af karrieren var det mest farcerne i de danske filmklassikere, der trak på talentet, men senere blev det karakterrollerne, Malene Schwartz spillede i 1984 i filmen "Tro, Håb og Kærlighed" af
Bille August og i 2003 var der film comeback i "Reconstruction". Malene Schwartz har modtaget mange priser og legater for sit talent, bl.a.
Betty Hennings Legat, Läkerols Kulturpris i 1985, Henkel-prisen i 1986 og
Clara Pontoppidans Fødselsdagslegat i 1992. I 2017 blev hun udnævnt til æresmedlem i Skuespillerforeningen af 1879. Desuden blev hun i 2000 udnævnt til Ridder af 1. grad af Dannebrogordenen (hvilket sikkert ville have passet glansrollen "Maude" ganske udmærket!). Malene Schwartz var i årene 1981-83 lærer ved Statens Teaterskole. Hun har været medlem af Det kgl. Teaters bestyrelse, og gennem en årrække var hun et aktivt medlem af Statens Teaterråd. Malene Schwartz blev den 14. juni 1961 gift i Hellerup Kirke med chefredaktør, direktør, advokat Christian Thomas Lillelund (30-04-1935 - 05-10-2006). Ægteskabet blev opløst i 1979 og den 28. maj 1982 blev hun gift i Søllerød Kirke med forfatter og journalist Paul Hammerich (12-06-1927 - 16-04-1992). Hun er forfatter til bogen "Livet er ikke for begyndere - ikke engang for let øvede".
Bøger om Malene Schwartz:
"Mit Tisvilde - barndomserindringer" af Malene Schwartz