Lars Liebst
Født: 23-11-1956 (67 år) i Odense

Biografi
Lars Liebst (Poulsen), fhv. Tivoli-direktør, er født i Odense som søn af salgschef Orla Liebst Poulsen (død 2011) og Jytte Langelykke Poulsen (født Jensen). Han voksede op i Svendborg. Inden han var fyldt 18 år stiftede han musikforeningen "Kulsækken", og var med til at arrangere koncerter med blandt andre Gasolin, Alrune Rod, Midnight Sun, Secret Oyster, Gnags og Sebastian. Efter sin studentereksamen fra Svendborg Statsgymnasium i 1976 drog han til USA med bandet Doctor Hook, og tog siden en uddannelse som lysdesigner og stagemanager ved Studio and Forum of Stage Design. Senere blev han først afdelingsleder ved Statens Teaterskole og siden konstitueret rektor. Han var i 1982 med til at stifte Grønnegårds Teatret. I 1996 blev Lars Liebst administrerende direktør for Tivoli - og stod i spidsen for fornyelser. Efter 24 år som administrerende direktør trak han sig tilbage i 2020 og efterlod et Tivoli i topform. Udover at holde foredrag om ledelse bestrider han en lang række bestyrelsesposter. Han sidder blandt andet som formand for Royal Arena, Schackenborg Slot, formand for regeringens genstartsteam for turisme og oplevelsesøkonomi og så er han senior rådgiver for Tishmanspeyer, New York samt medlem af Columbia University Advisory Board og i bestyrelsen for American Scandinavia Foundation m.m. Han har tilligere været formand for TV2 Danmarks bestyrelse i en 11-årig periode samt formand for Kunstrådet fra 2003 til 2007. Lars Liebst var tidligere gift med skuespillerinden Lone Hertz og blev i 1994 gift med koreograf og danser Anette Abildgaard. Han fik i 2015 kommandørkorset af Dannebrogordenen og i 2020 Ingenio et Arti medaljen.


Har arbejdet med følgende 2 revyer:
Rottefælde-revyen (1979)Belysningsmester, Scenemester
En aften i TV2 (1980)Scenemester, Belysningsmester