Beskrivelse
Fru. Adda Ernst (Liva Weel) er en midaldrende dame af borgerskabet. Hun har en hyggelig mand Hr. Ernst (Hans Egede Budtz), et dejligt hjem og to friske børn Birgit (Birgitte Federspiel) og Hans (Preben Mahrt), der som de fleste af deres jævnaldrende kammerater er swing interesseret. Fru. Adda er selv musikalsk, og har en nydelig sangstemme, undertiden kan hun henfalde i vemod over den karriere hun aldrig fik. Men hun er fra naturens side udstyret med et sjældent godt humør, snart har hun strøjet det triste humør af sig. I virkeligheden har hun kun én bekymring. Hun er bange for at blive gammel, og gør sig derfor nogle krampagtige anstrengelser for stadig at virke ung. Hun værger sig for at indse, at hendes datter er blevet voksen. Til trods for hun er meget nærsynet nægter hun at bruge briller fordi hun tror at det vil gøre hende ældre. Hun har briller men dem bruger hun kun når hun er alene. Følgen er at når hun er i byen bestandig gør sig skyldig i de mest tragikomiske fejltagelser og forvekslinger fordi hun næsten ingenting kan se. I stormagasinet forveksler hun gang på gang ekspeditricerne med voksmannequinnerne, på gaden tager hun et vildtfremmed menneske under armen i den tro at det er hendes veninde Fru. Ester Berg (Astrid Holm). Veninden præsenterer hende en dag for en Baronesse (Vera Lindstrøm) der er berømt for sine excentriske ’Surprise Parties’. Hun lider også af ’Arrangement Delirium’ med speciel svaghed for kunstnere. Da hun hører at Adda kan synge romancer inviterer hun hende til en frokost næste dag, hvor der ’bare’ kommer en 15 til 20 mennesker. Baronessen forklarer Adda, at hun på Nørreport skal tage Trolleyvognen helt ud til endestationen. Hans og Birgit har med faderens velsignelsen arrangeret et lille improviseret festmiddag samme dag, til afveksling til den evindelige medisterpølse de får på pigens fridag. De har inviteret et par venner på besøg, Ebbe der studerer Jura og samtidig spiller i et Jazzorkester, og som er forelsket i Birgit, og Hans’s sværmeri som hedder Karen. Adda er tydeligvis irriteret ikke fordi hun ikke under børnene nogle fornøjelser, for dem vil hun selv arrangerer, hun vil ikke indse at de er kommet i den alder hvor de vil have lov til selv at bestemme. Mens de unge og faderen går i biografen sætter Adda sig til Klaveret for at gennemgå sine sangnumre til Baronessens frokost. På vej til frokosten på Nørreport kommer hun forsent til Trolleyvognen så hun tager den forkerte bus, det viser sig at være ’Globe films’ bus. Den skal hente nogle statister ved Nørreport så de går ud fra at Adda er en af dem. I de følgende timer hvirvles hun ind i sit livs mærkeligste oplevelser, hun får besked på at klæde om, da hun har hørt om Baronessens eksentriske indfald fatter hun ikke mistanke, hun bliver nu udklædt til ukendelighed, og pludselig medvirker hun i en filmsoptagelse hvor hun gentagne gange er ved at drive instruktøren og hans stab til vandvid. Hun får dog støtte af en gammel statist Hr. Blomberg (Charles Wilken) der fremstille en gammel Greve som hun i fuld alvor titulerer som Grev Blomberg. Blandet de medvirkende er også Ebbe og hans orkester, han gør hende opmærksom på hvad det er hun er blevet indblandet i. Hun bliver i første omgang forfærdet, men beslutter så at tage det fra den humoristiske side, så hun springer op og synger en festlig parodi på primadonnaens sangnummer, en parodi gamle Blomberg har skrevet teksten til. I Addas hjem er der imidlertid stor opstandelse, fordi man har opdaget, at hun ikke har deltaget i Baronessens frokost, efter yderligere en del oprivende oplevelser finder alle parter hinanden igen. Adda har lært, at hun skal tage briller på, og hun er blevet kureret både for sine kunstner drømme og sin opfattelse om hvor meget børnene selv kan finde ud af. Hun har nu forudsætninger for at lærer at blive gammel på en pæn måde, som hendes mand udtrykker det.