BiografiHans Egede Budtz var søn af direktør, ingeniør Carl Budtz (24-08-1847 - 20-10-1905) og hustru Alvilda Marie Budtz, født Svendsen (26-08-1848 - 27-11-1915) Han udgik fra Sorø Akademi og gennemgik Det Kongelige Teaters elevskole 1913-15 efter at have læst hos
Thorkild Roose. Han debuterede på Det Kongelige Teater 15. maj 1915 som Klint i "Genboerne". I årene 1910-1912 turnerede han sammen med
Albert Helsengreen og i 1913 med
Otto Jacobsen. Han var tilknyttet Det Kongelige Teater fra 1913 til 1918, hvorefter han i årene 1919-1927 optrådte som sangelsker hos
Ivar Schmidt på Det Ny Teater. Derefter var han 1927-1929 på Odense Teater som sceneinstruktør og skuespiller, inden han atter betrådte de skrå brædder i København, bl.a på Folketeatret 1929-33, ved Casino 1936-37, Folketeatret fra 1937 samt Nørrebros Teater og Scala. I sine unge dage spillede han elskerroller og fik sine karakterroller. Hans kendeste teaterroller var bl.a. som Napoleon i "Madame Géne" og som Grev Danilo i "Den glade enke". Han var hos
Thorvald Larsen en af Folketeatrets bærende kræfter bl.a. i rollen som pastor Blicher i "Nøddebo Præstegaard" og han var i 1937 en fremragende Gregers Werle i "Vildanden". Blandt hans øvrige roller var bogtrykker Aslaksen i "En folkefjende", sognefogeden i "Kærlighed", faderen i "Frisøndag", den værdige doge i "Købmanden i Venedig" og den grinagtige Gamstrup i "Nej". Han debuterede på film i rollen som den lærde storebror i filmen "Nøddebo Præstegaard" fra 1934. Hans Egede Budtz blev hædret til Ridder af Dannebrog. Han blev den 3. maj 1913 gift i Frederiksberg Kirke med Maja Emilie Rasmussen (17-04-1888) og er far til Poul Egede Budtz (født 31-08-1913), Eda Paustian (født 20-02-15), der blev gift med vinhandler, grosserer Fritz Wulff Paustian (01-09-1920) og Anne Egede Budtz. Ægteskabet med Maja Emilie Rasmussen blev opløst i 1927. Siden blev han den 29. juli 1927 gift i Taarbæk Kirke med skuespillerinden Thora Lubich (14-07-1905), men ægteskabet blev opløst i 1935. Den 2. januar 1947 blev han på Gentofte Rådhus gift med skuespillerinden Alice Schlütter (f. 01-04-1925)