BiografiEgo Brønnum-Jacobsen, skuespiller, var autodidakt skuespiller, men læste hos
Vilhelm Rosenberg 1. november 1924 - 1. maj 1925 og debuterede hos
Frede Skaarup på Scala den 7. november 1924. Han var på studierejser til Norge, Sverige, England og Frankrig. Efter en årrække på forskellige turneer, hos
Svend Wedel,
Thorvald Larsen,
Otto Jacobsen m.fl. kom han til Odense Teater 1927-32 og 1936-41. Her spillede han bl.a. komiske roller som f.eks. fangevogter Frosch i operetten "Flagermusen". Desuden havde han engagementer ved Nørrebros Teater, Det ny Teater, Dansk Skolescene og Folketeatret. Fra 1936-41 var han tillige pressesekretær ved Odense Teater. I årene efter anden verdenskrig optrådte han som "hvid clown", tryllekunstner, rulleskøjtedanser og rytter i udenlandske cirkus. Fra 1960 vendte han tilbage til den danske scene - og han var 1960-1972 regissør ved Det Kongelige Teater. Han filmdebuterede i 1933 med en meget lille rolle i filmen "Københavnere". I 1942 i filmen "Baby på eventyr", fik han en ret komisk rolle, som de fleste vil huske, nemlig som spejderfører i korte bukser. I 1961 spillede han rollen som den korrekte hushovmester i filmen "Landsbylægen". En rolle der passede glimrende til hans selvhøjtidelige fremtoning. Rollen som skolerådsmedlem i "Rektor på sengekanten" fra 1972 skulle blive hans sidste.