Beskrivelse
Hvor kan man tænke sig et bedre sted at more sig, end det dejlige romantiske Tivoli, det har en lille flok glade københavnere også fundet ud af. Blandt dem og vel nok de mest fornøjelige er Erik (Erling Schroeder) og hans gode ven Gorm (Alex Suhr). Imens hos den rige, og underkuede Direktør Hans Pedersen (Christian Arhof), som trods sin succes er en jævn og bramfri mand, hvorimod hans kone Amalie (Agnes Rehni) som aldrig glemmer at hun er født Gyldenhjælm, holder strengt på stil og pli. Stuepigen Stine (Ingeborg Pehrson) som har lidt svært ved at finde den rette omgangstone, bliver sendt af sted for at hente Hr. Direktøren til konference med fruen i salonen. Her får han at vide, at hun agter at afholde et større middagsselskab i anledning af Eriks veloverståede Ingniøreksamen, vi må jo tænke på hans fremtid. Derfor har hun inviteret Rita Steen (Randi Michelsen) datter af den stenrige fabrikant Steen (Anton de Verdier) hun er i den sidste tid blevet set meget i selskab med Erik. Erik er for øvrigt hendes søn fra første ægteskab. Fruens bror Baron Gyldenhjælm (Per Knutzon) har lovet at han vil holde en tale til ære for nevøen. Hvorimod fruen har bedt Direktøren om ikke at dumme sig. Det er bare lige det, Pedersen kan ikke fordrage ”de fine snopper”, men han ved også af erfaring at hans kone altid får sin vilje, for selvom han syntes at Direktør Steen er en stor idiot, siger han ”Okeja” og ”Okejo” uanset hvad der bliver sagt. Fruen har tilkaldt en kogekone Frk. Olivia Svanholm (Olga Svendsen) til at forestå middagen, hun møder Direktøren der næppe vil tro sine egne øjne, Olivia som i sin tid har været visesangerinde, er den unge pige han engang var dybt forelsket i. De to fordyber sig i fortiden, Olivia fortæller at hun har en datter, og at hun har to pensionærer, som er et par sølle fyre, hun har taget sig af. Samtalen bliver imidlertid afbrudt ved fruens tilsynekomst, til stor fortrydelse for Direktøren. Erik og hans kammerater forlader Tivoli, for at fortsætte hjemme hos Gorm. Gorms veninde Mimi (Ellen Jansø) som er korpige, møder op med veninderne fra teateret. Blandt dem er den unge, smukke lyshårede Marguerite Svanholm (Aase Clausen) som for første gang er til en sådan fest. Erik er paralyseret ved synet af den smukke pige, hvis tilbagenholdhed aftvinger ham respekt. Eriks mor er lykkelig uvidende om, at Amor har været på spil, og forpurret hendes planer. Festen bliver en stor succes efter, at Gorm har åbnet sin bar og alle synger med på ”Hisa-Husa-Hejsa” klimakset - underboens lysekrone falder med midt under dansen. Erik kører Marguerite hjem og de skilles efter et langt lidenskabeligt kys. Trods den sene hjemkomst, ved moderen at hun kan stole på sin datter, hun ved at hun er en pige med ben i næsen. Det er jo naturligt at forelske sig. Erik træffer stedfaderen da han kommer hjem, i sin store glæde fortæller han ham om sin forelskelse. Stedfaderen råder Erik til ikke at indvie moderen, altså hvis det ikke er Rita han taler om. De to unge har aftalt at mødes i Zoo, men de tager i stedet ud på sundet, fruen som har erfaret hvad der er under opsejling sender Pedersen af sted for at passe på Erik. Mens de hygger sig sker der ting og sager i Zoo. Olivias ene pensionær Carl Valdemar Hansen (Ib Schønberg), føler at han må beskytte Marguerite mod den overklasseløg, og det går ikke værre end bedre, han støder sammen med Pedersen, som han sender i sælbasinget hvor han leger sælhund. Moderen møder Eriks udkårne med kold foragt, Marguerite flygter uden at hører på Erik, der efter denne behandling, giver moderen en generalskideballe. Direktør Pedersen har fået nok, har slår for en gangs skyld i bordet, og be’r moderen holde mund. Han begiver sig ud til Olivia hvor han finder Erik, Olivia fortæller at Marguerite er hans og hendes datter. Efter at have lagt en hemmelig plan, vender Erik og stedfaderen hjem. Middagen må siges at få et overordentlig mærkeligt forløb, Direktøren har bestil hele balletten til at optræde. Mellem dem finder vi Eriks elskede. Baron Gyldenhjelm tror han kan ordne det hele med en check. Men alle må bøje sig for naturens optugt, og erkende, at bekæmpe kærligheden gør den kun stærkere.