Victor Cornelius
Født: 22-9-1897 i København
Død: 9-5-1961 (63 år)
Gravsted: Bispebjerg Kirkegård - Kbh

Billede af Victor Cornelius
Biografi
Victor Lars Cornelius (egentlig Corneliussen), der var søn af Elisabeth Cecilie Christine Hansen og møllermester Oscar Johan Corneliussen, var hyggepianist, schlagerkomponist og refrænsanger med indsmigrende fløjlsblød tenorstemme. Sin første optræden havde han allerede som skoledreng, hvor han vikarierede for den faste pianist i den gamle Standard Biograf. Han rejste som ung til USA med henblik på en teknisk uddannelse. Musikalsk som han var skaffede han sig som 16-årig et job som biografpianist til stumfilm i New York. Personlige grunde tvang ham 1921 hjem fra USA. Hans første job efter at han var vendt tilbage fik han i Bonbonnieren og derefter blev det palmehavemusik på Hotel d'Angleterre. I 1924 indspillede han sammen med Kai Ewans "I Miss My Swiss", der regnes for et af de første eksempler på dansk jazz. Han blev den 16. april 1924 professionel musiker og spillede derefter både på de store og små etablissementer, hvor folk morede sig og hyggede sig med dans. Han spillede i tyverne bl.a. i Adlon som solist og i duo med først Jacob Schmidt og siden Poul Andersen og i Arena i pauserne for Erik Tuxens eliteorkester. Han havde desuden engagementer på Ambassadeur, baren på Bellevue, Skovridderkroen, Palads hotellet og på Apollo Teatret. Senere hen spillede han også på Snekkersten Kro og i Syv små hjem. Han var også en af de første der introducerede mikrofonsang og blev i 1929 ansat ved Danmarks Radio som radioens første refrænsanger, hvilket bidrog til hans store popularitet. Fra omkring 1930 var han hyggepianist, -sanger og filmkomponist. Han kom også i talrige københavnske hjem og spillede ved private fester og han optrådte på teatre i Danmark, Sverige og Norge. Han udviklede sig i den populære genre og det næste kvarte århundrede indspillede han med sang og klaverspil døgnets populære melodier på mere end tusind grammofonplader. Blandt hans udgivelser kan nævnes "København, København", "Nu skal vi ud og slå til Søren", "Mor er den bedste i verden", "Lille Mor", "Zigeunerens sang", "Tak for gode som for onde år", "Sommernat", "Han skænked mig røde roser" og "Du skal ikke gi' mig roser". Sammen med Lilian Ellis indsang han på grammofonplade titelmelodien til filmen "Alle går rundt og forelsker sig" og Kai Normann Andersens "Toner fra himlen" fra samme film. Refræner blev ellers ofte til i nært samarbejde med Carl Viggo Meincke, der også lejlighedsvis introducerede Victor Cornelius i revysammenhæng. Han komponerede et utal af melodier fra "Han skænked mig røde roser" til "Mor er den bedste i verden". Allerede i den sidste stumfilmsperiode begyndte han at komponere filmmusik, bl.a. til Fy og Bi-film og han skrev musikken til ialt en snes film. Gennem 30erne komponerede han et væld af iørefaldende melodier, som blev lanceret i populære lystspilfilm, fx. "Alle fugle fløjter" i "Han, Hun og Hamlet", "København" i "Københavnere" og "I et hjørne i en gammel kro" i "En fuldendt gentleman" og "Æh, bæh, buh - det er sjovt at være lille" i "Kidnapped". En vintermorgen den 16. november 1950 kørte en taxa med Victor Cornelius som passager ind i en af kongehusets biler krone 462. Uheldet skete i kolonnaden ved Amalienborg, hvor drosken skred på den fedtede brostensbelægning. I den kongelige bil sad den kun 6-årige prinsesse Benedikte og hendes barnepige, der dog begge slap uskadte fra sammenstødet. Derimod blev Victor Cornelius slynget op i bilens forrude. Han brækkede ribben, fik hjernerystelse og ansigtet forskåret af glas. Han måtte holde et langt sygeleje, men fik aldrig samme overskud tilbage. Hvis musikkarrieren var i bølgedal forsøgte han sig med noget andet. Han nåede fx. at være gartneriejer og drive badehotel på Strandvejen, men klodsede byggespekulationer bragte ham i skattegæld, så alle indtægter blev tilbageholdt. I 1956 rejste han til Sverige i skattely og slog sig ned i Ängelholm. To år efter stoppede en pludselig lammelse i højre hånd hans karriere for altid. Lammelsen bredte sig til armen, og via ryggen ril stemmen. I 1960 kunne han ikke længere gå og blev flyttet hjem til Danmark. Victor Cornelius blev den 27. oktober 1929 gift i Holmens Kirke med Aase Frida Schou.


Har medvirket i følgende 10 film:
Med fuld musik (1933)Kokken
Ud i den kolde sne (1934)Pianist på skihotellet
Snushanerne (1936)Flyttemand
Panserbasse (1936)Gårdmusikant
Familien Olsen (1940)Pianist
Pas paa svinget i Solby (1940) 
Alle gaar rundt og forelsker sig (1941)Sanger
Din fortid er glemt (1950)Pianist
Bag de røde porte (1951)Sangstemme
Onkel Bill fra New York (1959)Pianist

Har medvirket i følgende 4 revyer:
Apollo Revyen 1925
Charlottenlund-Revyen 1930 1933 1934

Har lagt stemme til følgende 1 tegnefilm, som er beskrevet i denne database:
Pinocchio - 1950 (1940)Solosang

Har arbejdet med følgende 16 film:
Han, hun og Hamlet (1932)Musik
Med fuld musik (1933)Musik
Københavnere (1933)Musik
Barken Margrethe af Danmark (1934)Musik
Ud i den kolde sne (1934)Musik
Provinsen kalder (1935)Musik
Kidnapped (1935)Musik
Week-end (1935)Musik
Panserbasse (1936)Musik
Snushanerne (1936)Musik
En fuldendt gentleman (1937)Musik
Frk. Møllers Jubilæum (1937)Musik
Pas paa svinget i Solby (1940)Sanger, Musik
Familien Olsen (1940)Musik
Afsporet (1942)Musik
Moster fra Mols (1943)Musik

Har arbejdet med følgende 3 revyer:
Gå med i lunden (1933)Musik
Charlottenlund-Revyen (1934)Musik, Ved flygel
Cirkusrevyen (1937)Musik