Preben Kaas
Født: 30-3-1930 i Aalborg
Død: 27-3-1981 (50 år)
Gravsted: Søndermark Kirkegård - Frederiksberg (fællesgrav)

Billede af Preben Kaas Billede af Preben Kaas Billede af Preben Kaas
Biografi
Preben Kaas, skuespiller, tekstforfatter, iscenesætter og teaterleder, var søn af komponist, pianist, violinist og kapelmester Robert Edvard Louis Kaas (16-08-1886 - 04-06-1972) og Martha Tommerup (1886-1965) og flyttede som otte-årig med familien til København i 1939. Allerede som barn 1941-1946 optrådte Preben Kaas i småroller bl.a. på Bellahøj Friluftsteater, Det Ny Teater, på film og i radioen. Han dimitterede fra Christianshavns Gymnasium i 1947. Efter soldatertiden, hvor han bl.a. var oppasser for prins Knud, var han bl.a. skovhugger i Sverige og barpianist. I årene 1950-1955 var han pædagog under Børne- og Ungdomsforsorgen og arbejdede i forskellige københavnske børne- og ungdomsklubber. I 1955 vandt han en amatørkonkurrence som "Årets Revyfund" og kom samme år til Nordisk Film som instruktørassistent. Han blev engageret til cabaret "Mon Coeur" og kom derfra i 1956 og følgende somre til Cirkusrevyen, hvor han i 1956 fik sit gennembrud som revyskuespiller med nummeret "Jeg har altid haft et majet vanskeligt sind". I 1958 spillede han Cliff i Artes turné i forestillingen "Ung vrede". Preben Kaas skrev bl.a. en del af teksterne til de revyer i Riddersalen der blev præsenteret under fællestitlen "På lempelige vilkår". Uden nogen formel skuespilleruddannelse blev han i 1960 ansat på ABC-teatret som skuespiller, forfatter og instruktør. Her mødte han den senere makker Jørgen Ryg, som han spillede sammen med første gang i komedien "Mr. Pennypacker" og siden dannede komisk par med i en lang række ABC-revyer indtil 1966, bl.a. i "I al fjendskabelighed" og "Værs'go og skyl", ligesom deres partnerskab blev udviklet på film og i TVs Focususendelser. Sammen lavede de også deres udprægede musikalske numre "Hvad skal vi med kvinder" og "Lykke er" og optrådte sammen med sketches som "Almindelig - eller festblanket". Samarbejdet som komikerpar ophørte brat, da han i 1966 blev direktør for ABC-teatret. I august 1966 fyrede han Jørgen Ryg midt under revyen "Forny Dem". Preben Kaas fortsatte som direktør frem til 1968. I sæsonen 1967-68 stod han for opsætningen af "Annie Get Your Gun" på Falkonér Teatret. Han blev i 1966 så vred over en anmeldelse, at han opsøgte Svend Kragh-Jacobsen (04-09-1909 - 05-05-1984) fra Berlingske Tidende midt om natten for at give ham tæsk. I 1967 blev han ansat som instruktør for Cirkusrevyen og i 1969 blev han meddirektør sammen med Povl Sabroe. Han overtog selv revyen i årene 1971-1977 som ejer og direktør og skrev og instruerede flere af Dirch Passers monologer bl.a. "Mudderkliren", "Kulmulen" og "Kæmpebabyen". I disse år havde han stor succes med en belægningsprocent i nærheden af de 100 og tjente så meget at han i 1972 kunne købe sig landejendommen og champignongartneriet Trente Mølle ved Faaborg på Fyn. Ejendommen blev solgt i 1980 af økonomiske årsager. Selv deltog han ikke meget på scenen, men supplerede i 1969 Dirch Passer og Ulf Pilgaard i nummeret "Så er vi dernede igen". Han blev genforenet med Jørgen Ryg i Cirkusrevyen 1975, men måtte forlade Cirkusrevyen efter sæsonen i 1977 efter konkurs med en kæmpegæld efter en dundrende fiasko. I 1977 havde Benneweis hyret ham og Dirch Passer til at optræde i det omrejsende cirkus. Men sommerturnéen blev en fiasko og Preben Kaas sprang fra i frustration. I sæsonen 1978-79 var han kunstnerisk leder af Mercur Teatret, men opgav efter en række fiaskoer. Han virkede som iscenesætter på teatrene i København og i provinsen og havde selv enkelte roller på Det Ny Teater, Gladsaxe Teater og ABC-Teatret. På film spændte hans humoristiske talent fra det ægte folkelige, i "Seksdagesløbet", "Soldaterkammerater"-filmene og "Olsen-banden"-filmene", (hvor han spillede en lallende fulderik og bombeekspert), til det platte i "Julefrokosten" og "Firmaskovturen". I 1970 fik han en Bodil for bedste birolle i "Olsen-banden på spanden". Han instruerede fire film og var manuskriptforfatter til flere film og teaterforestillinger. I 1972 udgav han singlepladen "Oh Babe kom med et bud". Endvidere leverede han sange og musik til flere film. Preben Kaas blev den 3. april 1957 gift på Københavns Rådhus med bankassistent Bodil Nymark Nielsen (15-04-1934 - 08-06-1986), Efter sin skilsmisse dannede han par med Ulla Larsen, som han havde mødt på ABC Teatret, hvor hun var Lommer-pige - og som han i 1966 fik sønnen Jeppe Kaas sammen med. Jeppe Kaas er i dag uddannet skuespiller og kapelmester. Den 31. oktober 1970 blev han gift med nu afdøde skuespiller og forfatter Anne Mari Lie og de fik i 1973 sønnen Nikolaj Lie Kaas, der i dag er en af vore mest talentfulde skuespillere. Ægteskabet blev opløst i 1976. Den 25. september 1977 blev han gift i Håstrup ved Fåborg med skuespillerinden Lisbet Dahl. Preben Kaas tog sit eget liv ved at hoppe i havnen ved Langebro - og blev fundet druknet i Kalkbrænderihavnen i København.


Har medvirket i følgende 51 film:
En pige uden lige (1943) 
Naar man kun er ung (1943)Dreng der fisker
Det ender med bryllup (1943)Kontorbud hos Steen Andersen
De røde enge (1945)Erik
Jeg elsker en anden (1946)Blomsterbud
De pokkers unger (1947)Børge
Bundfald (1957)Egon
Sønnen fra Amerika (1957)Preben - lærling
Far til fire og onkel Sofus (1957)Triangelspiller
6-dagesløbet (1958)Benny Brun - cykelrytter
Soldaterkammerater (1958)Ole Sørensen - menig 615
Andre folks børn (1958)Søren, kommis
Helle for Helene (1959)Bargæst
De sjove år (1959)Madsen
Soldaterkammerater rykker ud (1959)Ole Sørensen - menig 615
Poeten og Lillemor og Lotte (1960)Journalisten
Den sidste vinter (1960)Gustav - mekaniker - modstandsmand
Skibet er ladet med (1960)Mortensen - betjent
Soldaterkammerater på vagt (1960)Ole Sørensen - menig 715
To skøre hoveder (1961)Preben Bruun
Løgn og løvebrøl (1961)Fotograf
Soldaterkammerater paa efteraarsmanøvre (1961)Ole Sørensen - menig 615
Soldaterkammerater på sjov (1962)Ole Sørensen - menig 615
Selvmordsskolen (1964)Søn
Don Olsen kommer til byen (1964)Fjernsynsmand
Mor bag rattet (1965)Lykkes far som ung
Nu stiger den (1966)Klamm 2.
Pigen og greven (1966)Skuespiller
Jeg - en marki (1967)Bogforlægger
Cirkusrevyen 1967 (1967)Preben Kaas
Martha (1967)Kok
Nyhavns glade gutter - (Onkel Joakims hemmelighed) (1967)Esben - Schwartz's håndlanger og hundepasser
Soldaterkammerater på bjørnetjeneste (1968)Menig 612
Olsen-banden på spanden (1969)Dynamit-Harry
Præriens skrappe drenge (1970)Ben
Rend mig i revolutionen (1970)Gonzales, bombeekspert
Hvor er liget Møller ? (1971)Møller
Guld til præriens skrappe drenge (1971)Ben
Olsen-banden i Jylland (1971)Betterøv
På´en igen Amalie (1973)Journalist
I din fars lomme (1973)Hendes far
Olsen-banden går amok (1973)Dynamit Harry
Mafiaen - det er osse mig (1974)Valde Sørensen - Victor's ven - trykker
Piger i trøjen (1975)Bartender
Spøgelsestoget (1976)Richard Winther - gullaschbaron
Julefrokosten (1976)Hans Jensen
Alt på et bræt (1977)Arthur, arbejdsløs skuespiller
Firmaskovturen (1978)Hans Jensen
Lille spejl (1978)Sandra
Fængslende feriedage (1978)Toft - galleriejer
Sådan er jeg osse (1980)Stines far

Har medvirket i følgende 2 TV-serier:
Huset på Christianshavn (1970-1977) 4 18 29 53 Fotograf
D.A.S.K. (1981) 1 2 Martin Alexander

Har medvirket i følgende 28 revyer:
A.B.C. revyerne 1958 1961 1961 1961 1961 1962 1962 1963 1963 1964 1964 1964 1965 1965 1966 1966 1966 1967
Aalborg Sommerrevy 1955
Cirkusrevyen 1956 1958 1959 1969 1971 1975
Fønix Teatret 1955
Helsingør-Revyen 1957
Landsdelenes Sommerrevy 1955

Har lagt stemme til følgende 2 tegnefilm, som er beskrevet i denne database:
Asterix indta'r Rom (1975)Iris/Mercur
Bernhard & Bianca (1977)Bernhard

Har arbejdet med følgende 10 film:
Soldaterkammerater på vagt (1960)Manuskript, Sangtekster
To skøre hoveder (1961)Sangtekster, Musik, Instruktion, Producent, Produktionsleder, Manuskript
Bussen (1963)Sangtekster
Mord for åbent tæppe (1964)Sangtekster
Pigen og greven (1966)Sangtekster
Martha (1967)Manuskript, Ide
Cirkusrevyen 1967 (1967)Tekst, Manuskript, Instruktion
Hvor er liget Møller ? (1971)Instruktion, Manuskript
Takt og tone i himmelsengen (1972)Drejebog, Manuskript
På´en igen Amalie (1973)Instruktion

Har arbejdet med følgende 51 revyer:
Helsingør-Revyen (1957)Tekst
Cirkusrevyen (1958)Tekst
Cirkusrevyen (1959)Tekst
Sol over Strædet - Helsingør-Revyen (1959)Tekst
På lemp'lige vilkår (1960)Musik, Instruktion, Tekst
3 timers latter (1961)Tekst
Værs'go og skyl (1961)Instruktion, Tekst, Musik
Sidste skylle. Nu er fanden løs på ABC (1961)Tekst
Værs'go og skyl. Anden skylle. (1961)Tekst
Tredje rate på lempelige vilkår (1961)Tekst
Holder De af Brams, Passer og Petersen? (1962)Tekst
I al fjendtskabelighed (1962)Tekst
Lige i øjet (1962)Tekst
A.B.C. revy (1963)Tekst
Indiskret (1963)Tekst
Klip og kommentarer (1964)Tekst
Hvordan man bliver til grin uden selv at (1964)Instruktion
To bed or not to bed (1964)Instruktion, Tekst
Goodbye to all that (1965)Instruktion, Tekst, Musik
Midt i en pornotid (1966)Instruktion, Tekst
Forny dem for helved' (1966)Instruktion, Direktion, Tekst
Hold dem fast - eller jeg en greve (1966)Tekst, Instruktion
Cirkusrevyen (1967)Instruktion, Tekst
Nykøbing F. Revyen (1967)Tekst
Hvad en seng kan bruges til (1967)Direktion, Instruktion, Tekst
Cirkusrevyen (1968)Tekst, Instruktion
Cirkusrevyen (1969)Tekst, Instruktion
Cirkusrevyen (1970)Instruktion, Tekst
Holstebro-revyen (1970)Instruktion, Tekst, Musik
Cirkusrevyen (1971)Tekst, Instruktion
Cirkusrevyen (1972)Instruktion, Tekst
Cirkusrevyen (1973)Instruktion, Tekst
Tivoli-Revyen (1973)Instruktion
Cirkusrevyen (1974)Tekst, Direktion, Instruktion
Holstebro-revyen (1974)Tekst
Cirkusrevyen (1975)Instruktion, Tekst
Holstebro-revyen (1975)Tekst
Stig på (1975)Instruktion assistent, Tekst
Vidunderlige kælling (1975)Tekst
Cirkusrevyen (1976)Instruktion, Tekst
Holstebro-revyen (1976)Tekst
Cirkusrevyen (1977)Instruktion, Tekst
Vinterrevyen - Op med humøret (1977)Tekst
Randers Revyen (1978)Tekst
Holstebro-revyen (1979)Musik, Tekst, Instruktion
To mand frem for een (1980)Instruktion, Musik, Tekst
Cirkusrevyen (1985)Tekst
Harmoniens Revyperler (2022)Tekst
Schou-Tur Revyen (2023)Tekst
Randers Cabareten (2023)Musik, Tekst
Vinterrevyen 2024 (2024)Tekst, Musik

Priser, legater m.m:
Bodil for Bedste mandlige birolle  i filmen Olsen-banden på spanden (1970)

Bøger om Preben Kaas:
Det blir vinter førend man aner af Jakob Steen Olsen og Rikke Rottensten