Bille August
Født: 9-11-1948 (76 år) i Lundtofte

Biografi
Bille August, filminstruktør, er søn af eksperimentalpsykolog og hypnotisør Frithiof August (død 1984) og hustru Kamma August (født Engelbrecht) (død 1957). Han ville oprindelig være arkitekt og kom først halvandet år i lære som bygningsmaler. Men i stedet fik han interesse for fotografering og rejste som 19-årig til Stockholm for at komme ind på Christer Strömholms Foto- og Dokumentarfilmskole. Han tilbragte fire år på skolen og påtog sig forskelligt arbejde bl.a. ved samlebånd på en fabrik, ekspedient i taskeafdeling og som sygehjælper. Bille August begyndte på fotoskolen at lave sine første små film, bl.a. om en bryderklub i Skåne. Under opholdet i Stockholm blev han som 20-årig far til Melina, hvis svenske mor var en ungdommelig flirt. I årene 1971-73 blev han uddannet som fotograf på Den Danske Filmskole og arbejdede i perioden 1973-77 uafbrudt som filmfotograf på spillefilm og tv-film. Han skrev manuskript og debuterede som filminstruktør med "Honning Måne" i 1978 og fortsatte som fotograf bl.a. på to svenske film i 1980 og 1981. I 1983 var han instruktør på den kombinerede tv-serie og spillefilm "Busters verden" og samme år indgik han et samarbejde med Bjarne Reuter om filmatisering af ungdomsromanen "Zappa". Senere fulgte efterfølgeren "Tro, håb og kærlighed" inden Bille August fik sit internationale gennembrud med "Pelle Erobreren". Ved Cannes-festivalen 1988 vandt filmen Guldpalme og i 1989 Oscar som bedste udenlandske film. Op gennem 1990erne var Bille August instruktør på "Åndernes hus", "Jerusalem", "Frøken Smillas fornemmelse for sne" og "Les Misérables". I 2002 debuterede han som teaterinstruktør på Det Kongelige Teater med opsætningen af Lars Noréns "Detaljer". I 2004 kom "Return to Sender", der havde verdenpremiere september 2004, men som fik en overvejende negativ anmeldelse. Bille August levede i en periode sammen med skoleleder Annie Munksgård Lauritzen og blev far til den senere manuskriptforfatter Anders August Frithiof (f. 15-06-1978). Senere dannede han i 1980erne par med skuespillerinden Masja Dessau og blev far til den senere manuskriptforfatter Adam August (f. 05-03-1983). I slutningen af 1980erne fik han tilbud om at instruere Ingmar Bergmans store tv-serie og film "Den goda viljan", hvor samarbejdet mellem instruktør og den svenske skuespillerinde Pernilla Östergren udmundede sig i et ægteskab, der blev indgået den 3. januar 1991 i Skovshoved Kirke. I ægteskabet blev Bille August far til den senere skuespiller Asta August (f. 05-11-1991) og den senere skuespiller Alba August (f. 06-06-1993). Efter at ægteskabet med Pernilla Östergren forliste i 1997 bosatte Bille August sig i England og skrev manuskriptet til sin næste film "En sang for Martin", der blev optaget i Sverige. Siden 2001 dannede han par med skuespillerinden Sara-Marie Maltha, som han blev gift med den 12. maj 2012 på Gentofte Rådhus. I dette forhold blev han far til den senere skuespiller og model Amaryllis April Maltha August (f. 2003), Albert Amadeus (f. 2005) og Aya Anemone (f. 2013). Efter 11 års ægteskab valgte parret i 2023 at gå hver til sit.


Har medvirket i følgende 1 TV-serier:
Klovn (2005-2022) 44 Bille August

Har arbejdet med følgende 11 film:
Honning måne (1978)Manuskript, Instruktion
Zappa (1983)Manuskript, Instruktion
Tro, håb og kærlighed (1984)Instruktion, Manuskript
Busters verden (1984)Instruktion
Pelle Erobreren (1987)Instruktion, Manuskript
Frøken Smillas fornemmelse for sne (1997)Instruktion
Marie Krøyer (2012)Instruktion
Stille hjerte (2014)Instruktion
Lykke-Per (2018)Manuskript, Instruktion
Pagten (2021)Instruktion
Kysset (2023)Instruktion, Manuskript

Har arbejdet med følgende 2 TV serier:
Busters verdenInstruktion
Et par dage med MagnusInstruktion

Priser, legater m.m:
Robert for Årets originale manuskript  i filmen Tro, håb og kærlighed (1985)

Bøger om Bille August:
Bille August - et portræt af manden og hans film af Niels Frid-Nielsen
Bille August fortæller om sit liv og sine film af Anne Wolden-Ræthinge