BiografiIda From (Petersen) var sammen med ægtefællen Bent From en institution i dansk revy gennem 40 år. Parret skrev tekster til stort set alle landets revyer og står bag mere end 1100 tekster. De fik gennembrud med visen "Tyve tønder land" sunget af
Osvald Helmuth i Helsingør-revyen i 1962. De skrev bl.a. tekster til en række popsange, bl.a. "To lys på et bord", der blev fremført af Otto Brandenburg ved Melodi Grand Prix i 1960 og "Ta' med ud og fisk", som Gitte Hænning udødeliggjorde i 1962. I 1970erne var parret storleverandør til Volmer-Sørensens revy "Revykøbing Kalder" i Nykøbing Falster. Til Cirkusrevyen 1980 skrev de "Pensionistvisen" sunget af Grethe Sønck og Volmer-Sørensen, "Et slag for det gode humør" og Tommy Kenters "Bare jeg ikke var så træt". I 1980erne skrev Ida og Bent From til Tivolirevyen, hvor Klaus Pagh var revydirektør. I 1982 stod parret for Nykøbing From-revyen på Falster. Ida og Bent From samlede gennem mange år materiale om revyen i Danmark. Samlingen dannede grundstammen i Revymuseet og Dansk Revyhistorisk Arkiv på Frederiksberg, som parret var med til at etablere i 1993. I 1979 og 1995 blev Ida og Bent From kåret som Årets Revyforfattere. Ida From blev gift med Bent From i 1958.