BiografiErik Theodor Fiehn, komponist, der var søn af tandlæge Erik Fiehn og hustru Mary Nielsen, studerede oprindelig medicin og uddannede sig herefter i klaverspil hos koncertmester Einar Sidenius og klaverpædagog Marie Louise Kroman, ligesom han fik musikteori hos musikpædagog Hjalmar Bull. Han havde ophold i Amerika i årene 1925-1930. I begyndelsen af 1930erne skrev han musik til en del digte og viser, hvoraf flere blev foredraget af
Lulu Ziegler og
Max Hansen. I en årrække siden 1935 virkede han som komponist af dramatisk filmmusik og efter den danske dokumentarfilms fremkomst som filminstruktør og manuskriptforfatter. Han skrev bl.a. musik til "Tak fordi du kom, Nick", "Skilsmissens børn", "Besættelse", "Blændværk", "Krudt og Klunker", "Gøngehøvdingen", "Dronningens vagtmester", "Norden i flammer" og "Nu stiger den". Især huskes hans musik til "Mordets melodi". Han komponerede viser og schlagere og skrev bl.a. grand prix melodien "Skibet skal sejle i nat". Desuden skrev han musik til flere sommerrevyer og hørespil foruden til operetterne "Karoline fra Sværtegade", "Flådens pige", "Jorden rundt i firsindstyve dage", "Den lille Napoleon". Udover at han fik udgivet populære melodier komponerede han også seriøs musik. Erik Fiehn foretog i 1949-50 en film- og musikstudierejse til Canada, USA og Mexico. I årene 1945-1950 var han instruktør hos Minerva Film. Han var formand i Dansk Revyforfatter og Komponistforbund, medlem af Musikrådet og medlem af Filmrådet i perioden 1964-1968. Erik Fiehn blev 5. august 1933 gift på Københavns Rådhus med advokat, senere borgmester Edel Margareta Enrica Els Høst Elfelt, født Saunte (13-03-1904 - 22-11-1991)