Biografi
Augusta Erika Voigt, skuespillerinde, var datter af arbejdsmand, gårdejer Niels Eriksen og Johanne Kathrine Olesen. Hun var nummer 17 ud af en børneflok på 21. Hun fik sangundervisning hos Rudolf Hoffmann og debuterede 16 år gammel som koncertsangerinde på Søpavillonen i Randers. I 1916 var hun kabaretsangerinde på Skansebakken i Nørresundby og virkede herefter ved "det lette skyts" som "Royal" i Nørresundby, "Apollo" i Ålborg og især "Kasino" i Århus. Som 17-årig traf hun i Nørresundby sin senere mand skuespilleren og teaterdirektøren Kai Voigt, som engagerede hende til sit teater Royal-teater i årene fra 1918 til 1924. Gennem 20erne var hun en af provinsens førende revy- og operetteskuespillere, bl.a. i Århus Revyen 1919, Nykøbing F. og Helsingør. I 1924 fik hun engagement i sommerrevyen på Fønix-Teatret på Frederiksberg. Kendt ud over hele landet blev hun først da hun i 1929-31 var knyttet til Gerda Christophersen's selskab, hvor hun fik operetteroller og vakte furore i "Tordenskjolds Tøs". I begyndelsen af 30erne optrådte hun i Helsingør Revyen, hvor hun bl.a. viste sit talent for parodiering. Gennem Nancy Nathansen kom hun i 1934 til Apollo Revyen, hvor hun var lidt i skyggen af etablerede stjerner som Liva Weel og Marguerite Viby. En lattersucces skabte hun i 1936-37 hos Erik Lassen som den muntre kroværtinde i operetten "Sommer i Tyrol". Derefter medvirkede hun fra 1937 først i nogle Fønix Revyer og vendte derefter tilbage til Apollo Teatret, hvor hun i årene 1941-1945 opnåede stjernestatus med numre som "Tante Agathe" (1943) og "Såd'n var det ikke i halvfemserne" (En dame fra 90erne) (1944). I Helsingør-Revyen 1942 lancerede hun visen "De er på vej de lyse tider". Efter ødelæggelsen af Apollo Teatret optrådte hun i Tivoli Teltrevyen 1945, bl.a. med viserne "5. maj" og "I den gamle pavillon" - en vise der fulgte hende resten af livet. Senere var hun hos Stig Lommer på ABC-Teatret og i Helsingør-revyen 1947, hvor hun bl.a. sang "Vi må ha' gang i gakkelakkerne". I 1948 havde hun i Dagmar Revyen stor succes med viserne "Thyra Danebod", "En af de mindste" og "Jacobsen". Hun spillede i et par sæsoner også egentlige teaterroller bl.a. i "Madame Sans-Gêne", "Min søn Peter" på Det Ny Teater og i "Volpone" på Riddersalen, som blev hendes sidste rolle. Fra midten af 30erne og indtil sin død medvirkede Erika Voigt i en række danske lystspilfilm og i den svenske film "Rosor varje kväll" fra 1939. Erika Voigt blev i 1919 gift med skuespiller og teaterdirektør Kai Voigt (07-09-1894 - 28-01-1946), - ægteskabet blev opløst i 1926. Derefter blev hun 28. november 1933 gift med kapelmester Arne Emil Wellejus (17-01-1909 - 21-04-1988). Ægteskabet blev opløst i 1939 og senest giftede hun sig den 31. december 1939 i St. Magleby med solodanser og koreograf Hans Brenaa (09-10-1910 - 14-04-1988). Erika Voigt var det livskraftige og sunde humørs repræsentant i den danske revy. I december 1951 blev Erika Voigt opfordret til at blive leder af de kommende Helsingør-revyer. Hun er mor til skuespilleren Jens Brenaa.