Gerda Christophersen
Født: 1-3-1870 i København
Død: 13-3-1947 (77 år)
Gravsted: Bispebjerg Kirkegård - Kbh (fællesgrav)

Biografi
Gerda Amalie Holst Christophersen var datter af operasanger Harald Edvard Christophersen (11-02-1838 - 30-09-1919) og hustru Ernesta Felicita Simonsen (1843 - 1916). Hun forsøgte sig som skuespiller med en ubemærket debut 16. august 1889 på Casino som Gervaise i "Faldgruben". I årene 1890-1893 gennemgik hun elevskolen på Det Kongelige Teater, hvor hendes far var ansat som operasanger. Gerda Christophersen blev ansat ved Det Kongelige Teater i 1894, men forlod teatret igen i 1897. Da hun derefter rejste sammen med Albert Helsengreens teaterselskab, fik hun sit sceniske gennembrud med titelrollen i "Frk. Nitouche" og som Adele i "Flagermusen". Senere var hun ved Folketeatret og var med til at indvie Århus Teater i 1900, hvor hun i to sæsoner fik opgaver fx. som prinsessen i Enna's opera "Prinsessen på ærten", Denise i "Frøken Nitouche", Miss Harriet i "Tordenskjold", Lady Milford i "Kabale og Kærlighed" og titelrollen i "Agnes Jordan". I 1902 vendte hun tilbage til København, hvor hun fik ansættelse på Casino indtil 1911 og blev direktør for dette teater i årene 1912-1914. I året 1904 gæstede hun Fahlstrøms Theater i Norge som Euridice i "Orfeus i Underverdenen". I 1910 og igen 1914-15 forsøgte hun - uden held - at skabe sig en karriere som karakterskuespiller på Dagmarteatret. Som teaterdirektør stod hun i 1913 i spidsen for sit ensemble fra Casino på Den Nationale Scene i Norge og hun var senere gæst på Centralteatret i Norge i juni 1915 med Peter Fjelstrups turné. I en periode havde hun også engagement ved Betty Nansen Teatret. Efter genforeningen 1920 åbnede hun med sit selskab dansk teater i Sønderjylland med "Elverhøj" og rejste som teaterdirektør i mange år rundt i provinsen med et meget alsidigt repertoire, men opførte fortrinsvis operetter. I 1923 udførte hun titelrollen i "Madame d’Ora" på Odense Teater efter forfatterens udtrykkelige ønske. I 1920erne havde hun pensionat på Rosenlund i Nordsjælland. Det hændte også endnu i 1920erne at hun personligt modtog engagement som gæst på en københavnsk scene. Hun spillede bl.a. på Scala i sæsonen 1926-27 i "Adieu, Mimi" og i "Grevinde Maritza". Efter teaterdirektør Peter Kjær overtog Gerda Christoffersen Aalborg Teater i 1928, men opsagde lejemålet i 1932. Det blev hende, der i 1930’erne i tiden op til 2. verdenskrig turde vove at føre Kaj Munks skuespil frem i provinsen. Hun iscenesatte i 1932 "Ordet" samtidig med Betty Nansens opsætning i København. Gerda Christophersen virkede også som revydirektør bl.a. drev hun teatret på Skovbakken i Aalborg i sommersæsonerne 1935 og 1936 og stod i årene 1929-1934, 1940-44 og 1946 for sommerrevyerne i Nykøbing F. med et overskud, der ofte finansierede hendes vinter-turnéer. I årene 1935, 1937-38 og 1945 opførte hun revyer på Hotel Baltic i Nykøbing F. Gerda Christophersen filmdebuterede hos Nordisk Film i 1911 i filmen "Den farlige alder" og hun medvirkede 1911-14 i en håndfuld film hos forskellige selskaber, men lod sig for sæsonen 1915 ansætte hos Nordisk Film, hvor hun indspillede ca. 15 film. Hendes filmvirke ophørte stort set dermed. Hendes sidste - og iøvrigt eneste tonefilm var "Genboerne". Gerda Christophersen skrev også et enkelt filmmanuskript. Hun blev i 1929 tildelt medaljen Ingenio et arti. Gerda Christophersen har skrevet bøgerne : "Memoirer" i 1919 og "Jeg gav aldrig op" i 1945. Den 9. august 1918 giftede hun sig 48 år gammel i Trinitatis Kirke i Fredericia med den 29-årige skuespiller Carl Worm (03-08-1889 - 03-11-1961), men ægteskabet opløstes et par år efter lige så stille, som det blev indgået og i bedste gensidige forståelse.


Har medvirket i følgende 1 film:
Genboerne (1939)Madame Smidt - hans kone

Har medvirket i følgende 2 revyer:
Dagmar Revyen 1928
Nykøbing F. Revyen 1931

Har medvirket i følgende 17 stumfilm:
Den farlige alder (1911) 
Gøglerblod (1911) 
Gyldne lænker (1912) 
Doktor Gar el Hamas flugt (1912) 
Hvem er hun ? (1914) 
Helten fra Østafrika (1915) 
To Mand frem for en Enke (1915) 
Hjertefejlen (1915) 
Det evige had (1915) 
Hvor Sorgerne glemmes (1915) 
Paraplyen (1916) 
Ene i Verden (1916) 
Gar el Hama IV (1916) 
Den hvide Djævel (1916) 
Letsindighedens Løn (1916) 
Handelen med Menneskeliv (1917) 
Askepot (1917) 

Har arbejdet med følgende 18 revyer:
Nykøbing kalder (1929)Direktion
Nykøbing F. Sommerrevy (1930)Direktion
Spar to (1931)Direktion
Nykøbing kalder igen (1932)Direktion
Alle veje fører til --- (1933)Instruktion, Direktion
Over sø og land (1934)Direktion
Velkommen hos Fru Gerda (1935)Direktion, Direktion
Aalborg Sommerrevy (1936)Instruktion, Direktion
S/S Baltic (1937)Direktion
Nykøbing F. Sommerrevy (1938)Direktion
Fru Gerda-Revyen 1940 (1940)Direktion
Sydhavsrevyen 1941 (1941)Direktion
Fru Gerda-Revyen 1942 (1942)Direktion
Fru Gerda-Revyen (1943)Direktion
Nykøbing F. Revyen (1944)Direktion
Fru Gerda-Revyen (1945)Direktion
Fru Gerda-Revyen (1946)Direktion

Bøger om Gerda Christophersen:
Jeg gav aldrig op af Gerda Christophersen
Memoirer af Gerda Christophersen