Hornbæk Revyen

Beskrivelse
Luften var femten, og vandet var seksten, og pigen var sytten et halvt, sang Sigfred Johansen i den første Lommer-Hornbækrevy sommeren 1935.

Fakta om københavnerrevyerne i Hornbæk er, at der har været 12 - alle med navnet Hornbæk Revyer, heraf er de 11 blevet spillet i Hornbæk.

Derudover var der en revy som havde københavnerskuespillere og repertoire fra københavnske revyer. Den blev opført allerede i 1926 og blev til forskel for de efterfølgende opført på Hotel Bondegården.

Derefter blev der spillet Hornbæk Revyer i årene 1935,1936,1941,1942,1943,1944,1946,1947,1948,1950,1951 og til sidst i 1952.

Alle revyer blev opført på Hornbæk Badehotel - senere Fysiurgisk hospital -, undtagen revyen i 1944, der blev opført på Hotel Marienlyst i Helsingør.

Hornbæk Badehotel stod færdigt og blev indviet i 1935 som et mondænt, dyrt og flot sted - og med en fin lille teatersal med plads til omkring 200 mennesker.

Der blev spillet i sommermånederne, fortrinsvis i juli, og derefter enten taget på turné rundt i landet eller flyttet til et af Københavns teatre - eller begge dele.

Revyerne blev spillet for et elegant og mondænt klientel, der normalt førte sig frem i forreste række ved store kulturbegivenheder. Det var et publikum der allerede ferierede i Hornbæk og nærliggende byer på nordkysten, eller som ofte besøgte byen for at feste.

Der er serveret - Hornbæk Revyen (1926)
Hornbæk Revyen (1935)
Hornbæk Revyen (1936)
Hornbæk Revyen (1937)
Men alli´vel (1941)
Hornbæk Revyen (1942)
Hornbæk Revyen (1943)
Hornbæk Revyen (1944)
Hornbæk Revyen (1946)
Hornbæk Revyen (1947)
Hornbæk Revyen (1948)
Hornbæk Revyen (1950)
Hornbæk Revyen - Hønsegården (1951)
Hornbæk Revyen (1952)
Hornbæk Cabaret (1957)