BiografiBodil Kjer (Valborg Ellen Karen Bodil Harries Kjer), skuespillerinde, der var datter af den sønderjyske forretningsfører Ernst Kjer (1883 - 1958) og hustru den tyskfødte Elli Harries (1883 - 1945), blev betragtet som dansk teaters førstedame. Hun voksede op i Odense og gennemgik Det Kongelige Teaters Elevskole 1936-38 og blev derefter fastansat ved teatret. Hun debuterede 19. oktober 1937 i "Hvo, som forarger". Hun havde dog stået på en scene før, nemlig på Odense Teater som statist i "Elverhøj". I 1942 fik hun et gennembrud som Ester i "En kvinde er overflødig". På Det Kongelige Teater havde hun teaterroller i fx. "Helligtrekongersaften", titelrollen i "Eurydike", "På et hængende hår", "Omstigning til Paradis", "Cocktail Party", "Cæsar og Cleopatra", "Den blå Pekingeser" og "Lærken". Siden 1937 var hun knyttet til Det Kongelige Teater, bortset fra årene 1955-1960, hvor hun havde engagement ved Det ny Teater og hvor hun spillede 8 hovedroller bl.a. i "Misantropen", "Kat på et varmt bliktag" og "Trold kan tæmmes". Fra 1960 var hun igen på Det Kongelige Teater med roller i fx. "Tre søstre", "Teenagerlove", "Lille Alice", "Vox", "Gengangere", "Toreadorvalsen", "Spaekassen", "Mrs. Klein", "En tjenestepiges historie" og "Kærestebreve" i samspil med
Ebbe Rode. Hun spillede på ABC-Teatret med i komedien "Her går det godt". Hun debuterede på film i "Flådens blå matroser" i 1937, hvor hun havde en lille rolle som maskinskriverske. Filmroller der iøvrigt bør fremhæves: Søren Søndervolds trofaste veninde i filmen "Søren Søndervold" fra 1942, Elly Petersen i filmen af samme navn fra 1944 og musen Polyhymnia i "Mød mig på Cassiopeia" fra 1951, hvor hun sang "Musens sang". Der skulle gå 17 år inden hun igen var at se på lærredet. Denne gang i filmen "I den grønne skov", hvor hun spillede Mirjam. Hun huskes også som den egocentriske andenrangsskuespillerinde, der er mor til bøssen Bent i "Lille spejl". Man tør næsten vove den påstand, at Danmark ikke blot har mistet sine films førstedame, men også sine films sidste dame. På TV medvirkede hun bl.a. i "Søskende" i samspil med
Mogens Wieth og
Ebbe Rode, i "Bella" og sidst - men ikke mindst - i rollen som I.C. Jacobsens mor Caroline i TV-serien "Bryggeren" fra 1996-1997. I 1948 modtog hun Bodil-prisen for hovedrollen i "Soldaten og Jenny" og i 1951 for "Mød mig på Cassiopeia". I 1951 blev hun tildelt medaljen Ingenio et arti. Desuden fik hun i 1977 en Bodil for bedste birolle i "Strømer" og i 1997 en æres Bodil. I 2000 blev hun udnævnt til æresmedlem i Skuespillerforeningen af 1879. Den 31. maj 1939 blev hun gift med skuespilleren
Ebbe Rode på Frederiksberg Rådhus , men deres veje skiltes i 1945 og ægteskabet blev opløst i 1948. Derefter dannede hun indtil slutningen af 1950erne par med millionæren - fabrikant, civilingeniør Svend Bergsøe (15-09-1902 - 20-05-1985). Den 28. april 1957 blev hun gift med skuespilleren og teaterforlæggeren
Olaf Nordgreen (11-03-1920 - 19-12-1994), som hun spillede sammen med i "Kat på et varmt bliktag". (Ifølge protokol over borgerlige vielser blev de gift i Søllerød i 1966). Hendes fjerde ægtemand var tidligere hotelejer Frits Hinrichsen, der døde i 1982 efter to års ægteskab og som var far til skuespilleren
Niels Hinrichsen.