Beskrivelse
Elefanter på loftet er jo ikke noget, man almindeligvis har, men det er meget rammende for, hvad vi kommer til at opleve gennem denne film. Selvom filmen handler om en elefant, så er det nemlig ikke nogen helt almindelig elefant, men en lille pyntefigur, som har visse magiske egenskaber, men det er der ingen, der ved noget om. Hans navn er Harold og han blev købt af den flotte rødhårede fotomodel Sally (Nora Hayden), som kun kan én ting, nemlig "at se godt ud". Hendes veninde Lisa (Delphi Laurence) er derimod hendes diametrale modsætning. Hun er intelligent og en dygtig skuespillerinde, men hendes udseende er ret almindeligt og hun har derfor svært ved at få arrangementer. En dag skal alle tiders rolle besættes med en høj, smuk, rødhåret og dygtig skuespillerinde. Lisa prøver desperat, gennem sin forlovede Tom (Bjørn Watt-Boolsen), at få rollen, men producenten Arthur Croft (Phil Baker) mener ikke, at hun passer til rollen. Næste dag præsenterer Lisa, Sally for producenten. Samme aften siger Sally, at ville ønske, at hun var Lisa, når det virkelig betød så meget for Lisa at få rollen. Pludselig sker der noget højst mærkværdigt. Harold blinker tilsyneladende med sit højre øje og næste morgen er pigerne identiteter byttet om, så Sally har fået Lisas personlighed og stemme og omvendt. Resultatet bliver at Sally/Lisa får rollen hos filmkongen Arthur Croft. Nu følger der en mærkelig eneboer tilværelse for de to piger, for de kan jo ikke træffe nogle af deres venner og bekendte, end ikke Tom og fotografen Dennis (Dirch Passer) er virkelig ked af, at han har mistet sin bedste fotomodel. Ulykkelig herover opsøger han Sally i pigernes fælles lejlighed, men han finder den tom. Under sin ransagning af lejligheden kommer han til at berøre elefanten. Berøringen af Harold er imidlertid en ting som kan få overskuelige konsekvenser og i dette tilfælde bliver Sally, igen Sally midt under en stor elskovsscene i filmen, og Lisa, som overværer denne scene, får med undskyldning om utilpashed trukket Sally bort fra atelieret. Nu er gode råd dyre og Lisa ser ingen anden udvej end at prøve at slippe ud af landet og håbe på Harolds hjælp igen. Hun har mistanke om, at han har en finger med i spillet. Men hun ved jo ikke hvordan han fungerer. Det bliver ikke bedre af, at der udsendes en efterlysning af Sally, som tilsyneladende er som sunket i jorden. Det er derfor umuligt at tage tog eller flyver. Men Sally finder en udvej. Hun beder Dennis om hjælp. Dennis er altid en ven i nøden. Han putter pigerne i en stor skabskuffert for, på den måde, at smugle dem gennem tolden. Selvom han prøver at drikke tolderen (Ove Sprogøe) fuld i smuglersprit, må de dog opgive deres forehavende. Pigerne tager tilbage til deres lejlighed, hvor de holder sig skjult. De har ansat en rengøringsdame, Mrs. Kelly (Kirsten Passer), som ved at støve Harold af bliver årsag til, at pigerne igen skifter personlighed. Filmen kan nu blive lavet færdig og det bliver selvfølgelig en stor sukces. Men pigerne er ked af det, de kan ikke være sammen med den de holder af. Men Harold sætter dog tingene på plads, så alt kan blive godt igen. Alt ender således i fryd og gammen. Tom bliver gift med Lisa og Dennis får sin Sally.