SAS Royal Hotel blev indviet i 1960 og var dengang den første skyskraber i København med sine 69,6 meter. Hotellet er tegnet af den verdensberømte danske arkitekt Arne Jacobsen. Det eksklusive hotel ligger centralt tæt ved Tivoli og Københavns Hovedbanegård. I 1994 blev navnet ændret til Radisson SAS Royal Hotel. I 2009 solgte SAS alle sine aktier og hotellet fik derefter navnet Radisson Blu Royal Hotel.
Trappen i lufthavnsscenen i filmen "Elefanter på loftet" er i virkeligheden filmet på SAS Hotellet i København. Hotellet var udstyret med en smuk ventesal, der skulle illudere en lufthavn. Gæsterne kunne chekke in, vente i hotellet på afrejse og blive transporteret til lufthavnen med busser, som en service fra SAS' side. Denne service forsvandt dog med tiden. Flere scener i filmen er optaget i ventesalen på SAS Hotellet.
I børnefilmen "Iqbal & den hemmelige opskrift" forsøger indvandrerdrengen Iqbal og hans snedige venner at snøre skurkene ved at arrangere et internationalt forretningsmøde i hotellets lobby.
Hotellet spiller en ikonisk rolle i science fictionfilmen "QEDA", hvor højhuset står som det efterhånden eneste genkendelige pejlemærke i et oversvømmet, katastroferamt København anno 2095.