BiografiAvi Sagild (Avis Westgate Caroline Lange), skuespillerinde, der var datter af direktør for filmselskabet RKO Richard Helweg Lange og Grace Avis Smith, var i 5 år børneskuespiller i USA. I 1951 flyttede hun til Danmark, hvor hun giftede sig dansk. Hun lærte meget hurtigt at tale et pænt dansk, hvilket kom hende til gode, da hun, efter at have læst hos Eva Heramb og endt uddannelse på "Det Kongelige Teaters Elevskole i årene 1955-1958, fik rollen som Esther i "Indenfor murene". Hun var skuespillerinde ved Det kgl. Teater indtil 1960. Siden spillede hun på Boldhusteatret, Comediehuset, Det Danske Teater, Fiolteatret og hos
Jytte Abildstrøm. Hun iscenesatte bl.a. "Ofret" på Boldhus Teatret. Hun debuterede på film som stuepigen i "Mariannes bryllup" fra 1958. Blandt hendes andre film er "Stille dage i Clichy" og "I min fars lomme". Hun huskes bl.a. for rollen som Tea Røn i tv-serien "Fiskerne. Desuden medvirkede hun også i et enkelt afsnit af TV-serien "Matador", hvor hun spillede retsforvarerens kone, der kvier sig ved at give grisehandler Larsens Kvik det gode stykke kød. Avi Sagilds sidste rolle var i TV-serien "Charlot og Charlotte", som blev udsendt i 1996 - året efter hendes død. Hun virkede også som højskolelærer i dramatik. Avi Sagild blev den 29. maj 1951 gift i Stevenson i USA med stud.jur. Finn Sagild (f. 24-11-1931). Hun levede fra januar 1971 til 1995 sammen med kunstmaleren Jens Nordsø Christensen (28-10-1930 - 10-02-2006). Hun var mor til skuespillerinden
Paprika Steen, rocksangeren
Nikolaj Steen og musikeren
Kim Sagild. De to førstnævnte fik hun i et ægteskab med jazzpianisten og kapelmesteren
Niels Jørgen Steen og sidstnævnte sammen med direktør Finn Sagild (død 2003).