Beskrivelse:
Denne film var, da den blev lavet, meget forskellig fra, hvad man hidtil havde set. I modsætning til de fleste film, havde denne ingen samlet dramatisk handling, men byggede på forskellige tilgængelige kilder. I korte træk gøres der rede for forskellige tidsepokers verdensopfattelse, for ældgamle tiders tro på ånder, hekse og djævle. Vi ser forskellige karakteristiske situationer, af hvilket hver enkelt er fremstillet i overensstemmelse med indtryk man får, ved gennemlæsning af tilståelser for heksedomstolene. Disse tilståelser havde i forskellige lande, og gennem forskellige tidsperioder, visse fællestræk så man kan tale om både hekse og djæveltyper. Vi ser Djævlen, som han levede i folkefantasien, som den frække forfører, den uimodståelige galante kavaler, som den knuende nattemare, den rasende dæmon og den gådefulde Helvedesfyrste. Af heksetyper ser vi den profesionelle troldkvinde, der selv tror sig istand til at udføre troldomskunst ved djævelens hjælp. Hun fremstiller forskellige trylledrikke, mystisk salvesmørelse og andet lignende, som hun selv forhandler. Hun kender til tidens hemmeligsfulde magi og er fortrolig med de skjulte kræfter, der bor i en mands finger, når den er vredet løs fra et frisk røverlig, der dingler under galgen. Men troldkvinden, der lever af sin kunst, er kun en enkelt af de mange hekseskikkelser. Her er et par andre: Kællingen der, p.g.a. sine forblommende trusler, får skyld for alle sygdomme og ulykker, mundhugges med folk på gaden og den unge borgelige matrone, der føler sig skuffet i sit ægteskab og derfor drømmer om natlige besøg af djævlen. Søvngængersken der tror sig lokket af den onde. Den smukke unge jomfru, som alle mænd forelsker sig i, og derfor menes at ”Forgøre” mænd. De gamle kvinder med rindende øjne, med pukkel og dårlige ben, med mimrende læber og anden gebrækkelighed. Hvad skulle de gøre alle disse ulykkelige, som gik i en evig skræk for bålet. Man forstår, hvorfor disse fattige, ensomme og elendige, hver aften berusede sig i giftige planteafkog. Mange af disse ynkværdige svækkede skabninger, der levede på den tid, troede at deres hallucinationer og drømme om ”Ham” for virkelighed. Vi følger disse tragikomiske fantasier, hvor djævlen fører den sovende ud på gådefulde eventyr. Dans og lystighed, dynger af guldpenge, bjerge af mad, liflig vin i overflod - alt det, som virkeligheden har nægtet disse forskræmte jagede kvinder. Det skænker den galante djævel dem under kys og kærtegn efter en lille rask og forvirrende flyvetur. ”Flyveturen” er, rent teknisk set, et af filmens højdepunkter. I hundredevis suser det lede heksepak henover middelalderbyen, siddende overskrævs på et kosteskaft, mens uvejrskyerne driver henover nattehimlen, og i susende fart, med stormen piskende i ryggen, flyver de til den store heksesabbat på Bloksbjerg, hvor dansen går til trommers og pibers musik. Her mødes hekse og djævle i vilde favntag. Her deler Helvedsfyrsten belønninger og straffe ud, alt efter fortjeneste. Ved det femtende århundredes afslutning oplever vi et helt borgerhjem lægges øde af hekseforfølgernes vanvid, sådan som det var i store dele af Tyskland, da Luther var barn. Og djævlens indtrængen i et nonnekloster, hvor et gådefuldt, smitsomt raseri griber den ene efter den anden af de fromme nonner, indtil alle 25 under en bestialsk sanseløs dans går til grunde. Mange af disse optrin er så voldsomme, så pågående i deres realisme, at de næppe kunne tåles i et af de filmdramaer, vi er vant til at se, fordi deres hensigt hovedsagelig er underholdning. En påvisning af at Heksen endnu går lyslevende rundt iblandt os i vor moderne tid, danner filmens stilfærdige afslutning.