Elisabeth Christensen
Født: 24-11-1855 i København
Død: 29-7-1923 (67 år)
Gravsted: Manglende oplysning

Billede af Elisabeth Christensen Billede af Elisabeth Christensen
Biografi
Elisabeth Oline Christensen (født Jørgensen), der var i besiddelse af et slagfærdigt humør, blev sammen med sin senere ægtefælle Frederik Christensen det første umådeligt populære revypar i hovedstaden og gennem en generation elsket som "Lisbeth og Frederik". Hun debuterede 4. september 1872 i Norge ved August Rasmussens Teaterselskab (eller 3. september 1873 i Kristiansand i "En Sangerfest"). Senere optrådte hun på Varietéteatret på Vesterbro, men slog først rigtigt igennem, da hun kom til Frederiksberg Morskabsteater i sommeren 1874, hvor hun mødte ægtefællen Frederik Christensen. Sammen optrådte de i 1875 i "Sommerrevyen 1875" og året efter brød Elisabeth Christensen igennem i revyen "Rejsen til Månen", hvor hun sang visen "Di-da-daudi" (En krænket aftenstjerne). Hun var siden primadonna ved Morskabsteatret og derefter ansat hos Vilh. Petersen, H.E. Kjertmann, Ferdinand Schmidt og ved revyteatret i Tivoli. Ægteparret optrådte de næste mange år næsten altid sammen bl.a. i Tivoli, National og Folketeatret. I sæsonen 1882/83 var Elisabeth Christensen knyttet til Folketeatret, hvor hun havde succes med visen "Fra jeg i vuggen lå". I 1882 var parret de bærende kræfter i revyen "Faldgruben" og i midten af 1880erne optrådte ægteparret i de fleste revyer, bl.a. i 1884 i "Det Kjøbenhavn der kommer", der spillede først 100 gange i Tivoli og derpå 100 gange i provinsen. I "Sommerrevyen 1884 sang hun visen "Fra jeg i vuggen lå" på en melodi hentet fra Frankrig. Endvidere optrådte Elisabeth og Frederik Christensen i revyen "Et eventyr i Rosenborg Have" og i 1886 i revyen "På Kometen" i Tivolis Bræddecirkus. På Tivolis Pantomimeteater sang hun i 1889 i revyen Buh-lang-buh-visen "Li'som den var der, så var den der ikke og så var den der dog alligevel". I Cirkus Varieté sang hun i 1894 visen "Under de lysegrønne lindetræer". På Frederiksberg Morskabsteater lancerede hun i revyen Under Turistforeningens Banner visen "Åh, Mathias". Elisabeth Christensen kom omkring 1909 til Røde Kro Teater, hvor hun optrådte omtrent til sin død. Af kolleger på Røde Kro blev hun kendt som Mor Lisbeth, og hun kunne altid træffes i sin garderobe med en romtoddy på kommoden og en lang pibe i munden. En overgang forsøgte ægteparret sig uden økonomisk held med en kaffeforretning i Svendborg. Elisabeth Christensen blev gift i København den 11. april 1882 med skuespilleren Frederik Ferdinand Christensen.