BiografiTorben Zeller, skuespiller, der er søn af vicepolitimester Mogens Zeller (død 1949) og ejendomsmægler Edith Zeller (død 2009), blev efter sin studentereksamen uddannet på Skuespillerskolen ved Odense Teater 1972-1975. Han var i 1970erne tilknyttet Turnus Teatret, hvor han var med til at udvikle den særlige improvisationsteaterform kaldet teatersport, som han for alvor fik et folkeligt gennembrud med via talrige omgange i DR-programmerne "Så hatten" passer" 1991-92, "Hatten rundt" 1997 og "Hatten i skyggen" 2002. Han har som skuespiller haft engagementer på de fleste danske teatre, bl.a. på Rialto Teatret,
Betty Nansen Teatret, Bådteatret og Husets Teater. Derudover har han spillet revy i Helsingør og Hjørring. I 1991 fik han et komisk gennembrud i forestillingen "Roomservice" på Privatteatret. På
Betty Nansen Teatret har han medvirket i "Morderenglen" i 1997 og på Husets Teater i "Misantropen" i 2001. I 2005 spillede han seriøs teater med titelrollen i "En sælgers død" på Vendsyssel Teater og året efter i farcen "Svend, Knud og Valdemar" på Privatteatret og på turné. På film har han haft markante biroller som købmanden Jonas i "Sofie" fra 1992, som skomager i "Min fynske barndom" i 1994, som præsten i "Manden som ikke ville dø" i 1999 og som den kælne bøsse i "At klappe med en hånd" i 2001. På TV har han bl.a. medvirket i julekalenderen "Andersens julehemmelighed" og i "Bryggeren". Udover sit skuespillerarbejde holder Torben Zeller foredrag i kommunikation og kropssprog for virksomheder og organisationer. Torben Zeller blev i 1994 gift med direktør, frisørmester Gun-Britt Zeller (f. 26-06-1950).