Susanne Jagd
Født: 28-9-1943 (81 år)

Billede af Susanne Jagd Billede af Susanne Jagd
Biografi
Susanne Jagd, skuespiller, er uddannet som svømme- og gymnastiklærerinde. Hun tog Dansk Musikakademis teaterkursus 1965-66 og fik undervisning i dramatik af Erik Kühnau, i mime af Gunnvør Nolsøe, i dans af Rikki Septimus, i sang af Eskild Rask Nielsen og i tale af Keld Tårup. Susanne Jagd debuterede i 1967 i en revy hos Louis Miehe-Renard på Comediehuset i København. Hun fik senere engagementer på Gladsaxe Teater, Skovriderkroens Teater, ABC-Teatret, Boldhus Teatret, Folketeatret og Aalborg Teater. Hun medvirkede bl.a. i det amerikanske gæstespil "Smoke" og i "Generaler i knibe", "Den grønne elevator", "Nattergalen", "Peer Gynt", "Åh, sikken dejlig krig" og "Can-can". I slutningen af 1960erne og i 1970erne medvirkede hun i Sengekant-filmene. Derefter fik hun mange og helt andre roller i film, på teater og ikke mindst i revyer, bl.a. Limfjordsrevyen, Randersrevyen og vinterrevyerne på Amager Scenen. Gennem 1980erne var hun fast knyttet til Susanne Theils Familieteater og i sommeren 1991 spillede Susanne Jagd rollen som Joseffa i "Sommer i Tyrol" på Højslev Kro ved Skive. Hun medvirkede i 1995 i krimikomedien "Mordskab" på Røde Kro Teater. Ind i mellem har hun været tv-studievært og oplæser, speaket og indspillet fem plader med håndværker- og visesange. I begyndelsen af 1990erne etablerede hun sammen med sin mand musikeren og komponisten Henning Bach sit eget familie- og børneteater - Hoptimist Scenen - og sammen rejste de rundt i landet til teaterforeninger, biblioteker, skoler og i børnehaver med dramatiserede H.C. Andersen eventyr. Udover medvirken i danske film har Susanne Jagd også medvirket i en amerikansk film. (Minibiografi om Susanne Jagd i bogen "Dem jeg mødte på vejen" af Claus Rudbeck).


Har medvirket i følgende 23 film:
Min søsters børn (1966)Ung kvinde foran grøntforretning
En tagsten i ho'det (1966)Skolepige
Smukke-Arne og Rosa (1967)Scriptgirl
Min kones ferie (1967)Hotelgæst
Far laver sovsen (1967)Husholdningselev
Jeg elsker blåt (1968)Anni
Det kære legetøj (1968)Pige på besøg
Min søsters børn vælter byen (1968)Eva
Tænk på et tal (1969)Kvinde i hvid kittel
Der kom en soldat (1969)Nattens pige
Helle for Lykke (1969)Pige I sengen
Ta' lidt solskin (1969)Barneplejerske
Tre slags kærlighed (1970)Hippi pige
Mazurka på sengekanten (1970)Marie - køkkenpige
Tandlæge på sengekanten (1971)Lisbeth
Rektor på sengekanten (1972)Jytte
Motorvej på sengekanten (1972)Irmelin - hans datter
Romantik på sengekanten (1973)Kontordame hos Larsen
Nøddebo Præstegaard - 1974 (1974)Bagerjomfru
Sønnen fra Vingården (1975)Ketty - Servitrice
Blind makker (1976)Susannes nabo
Fængslende feriedage (1978)Amtsvandinspektørens veninde
Her i nærheden (2000)Kunde

Har medvirket i følgende 4 TV-serier:
Huset på Christianshavn (1970-1977) 65 Linda - En af Bo's piger
Aladdin eller den forunderlige lampe (1975)Bjergpige
En by i Provinsen (1977-1980) 17 Fru Hansen
Strandvaskeren (1978) 1 2 3 Ulla

Har medvirket i følgende 16 revyer:
Amager Scenen 1977 1978
Esbjerg Revyen 1977 1980
Limfjordsrevyen 1983 1984 1986 1988
Lindenborg Revyen 1995
Molbo-Revyen 1974 1976
Randers Revyen 1985
Skovriderkroen, Charlottenlund 1968 1978
Skuldelev Revyen 1982
Slimminge Kro 1986

Har arbejdet med følgende 1 revyer:
Limfjordsrevyen (1988)Instruktion