Susanne Theil
Født: 25-1-1935 i Gentofte
Død: 9-6-2006 (71 år) Mindebog
Gravsted: Manglende oplysning

Biografi
Susanne Beate Rosenkrantz-Theil, født Jensen, var datter af skolebestyrer Erik Rosenkrantz Theil-Jensen (død 1937) og hustru cand. psyk. skoleleder Ingrid Theil-Jensen, født Bierring. I Pingklubben var hun en yndig "Askepot" på Nørrebros Teater i 1948. Hun blev uddannet på Privatteatrenes elevskole 1957-59 og debuterede på Folketeatret som husassistenten Doreen i "Fra bord til bord" allerede i 57 og havde roller i "Nøddebo Præstegaard" og "Duens knurren". I 1961 dublerede hun Susse Wolds store rolle i "Oscar" på Folketeatret. Hun havde tv-roller i "Problemet Piger" og "Eurydike" i 64. Sammen med sin daværende mand Bent Mejding etablerede Susanne Theil Ungdommens Teater, og der spillede hun Monique i "Køkkenet" i 63 og havde roller i "Hold fast med venstre hånd" og "Billy Løgneren" og i "Boyfriend", som også blev opført på Gladsaxe Teater i 1965. Senere turnerede hun med Det Danske Teater. Omkring 1970 stoppede hun sin skuespillerkarriere og debuterede i 1971 som instruktør i forestillingen "Privatliv" med Bent Mejding og Susse Wold i hovedrollerne. Senere var hun også instruktør for forestillingerne "Candida", "Mordskab" på Aarhus Teater og andre lystspil. Revy spillede Susanne Theil også i Helsingør. Hun blev primus motor for børneteaterafdelingen ved Ungdommens Teater og åbnede i 1982 sit eget "Susanne Theils Familieteater". Hun har turneret i det meste af landet og var siden instruktør på forestillingerne "Sjuske Dorthe" og "Troldmanden fra Oz". For sin indsats gennem mange år modtog hun i 2001 Volmer Sørensens Mindelegat. Susanne Theil blev den 1. december 1961 gift på Københavns Rådhus med skuespilleren Bent Mejding. Ægteskabet blev senere opløst.


Har medvirket i følgende 2 film:
Det gælder livet (1953)Lille donor der lukkes ind
Pigen i søgelyset (1959)Britta

Har arbejdet med følgende 1 revyer:
Helsingør-Revyen (1974)Instruktion