BiografiSonja Jensen, der også var kendt som Sonja Bjarne, (senere Sonja Mone), var ikke ud af skuespillerfamilie. Som barn var hun een af de bærende kræfter på Solby-Scenen og fortsatte i Court Helmers "Gnister". Hun blev af sin lærer på skolen anbefalet at læse hos skuespilleren
Knud Heglund, som hendes lærer kendte privat. Efter en kort tid på Rigstelefonen blev hun i 1953 statist i filmen "Solstik" og i samme år fik hun filmrollen i "Adam og Eva" - fordi hun skulle begynde på elevskolen - en rolle som iøvrigt
Ghita Nørby også gerne ville have haft. Derefter blev hun i årene 1952 til 1955 uddannet på Privatteatrenes elevskole. Efter tre måneder på elevskolen tabte hun teaterinteressen, men blev der alligevel. Efter sin uddannelse debuterede hun i 1955 - og fik stor succes i "Figenbladet" på Allé-Scenen. Selv anså hun rollen som Cathrine i "Fragt under havet" på Det Ny Teater i 1956 som sin egentlige debut. Siden fik Sonja Jensen travle år indenfor både teater, film, cabaret og revy. Hun var tilknyttet Det Ny Teater, Dansk Skolescene og Ungdommens Teater, på hvilke teatre hun fik roller i bl.a. "Heksejagt", "Det lille tehus", "High Tor", "Vejen til Rom" og "Jul i Købmandsgården". Under festspillene i Paris havde hun en lille rolle i "Sejrherren", hvor hun spillede sammen med
Nina Pens,
Helle Virkner og
Olaf Nordgreen. Hun elskede at synge viser og medvirkede bl.a. i en cabaret i Glassalen i Tivoli sammen med
Lily Broberg og
Simon Rosenbaum. På TV spillede hun bl.a. roller i "I sandhed en helt", "De rider mod havet", "De uadskillelige", "Fragt under havet" og "Glasmenageriet". Sonja Jensen huskede sine kolleger som i reglen erfarne skuespillere, som hun havde stor respekt overfor. Til filmrollen i "Tag til marked i Fjordby" fandt instruktøren Poul Bang, at hun var lidt for tynd, og da hun på det tidspunkt ventede sit første barn blev filmoptagelserne udskudt indtil hun var længere fremme i sin graviditet. Som skuespiller elskede hun sit arbejde, men tilhørte den gruppe af kunstnere, der gik direkte hjem efter arbejdet. Sonja Jensen, der blev mor til både en datter og en søn, som begge blev musikpædagoger, valgte midt i 1960erne film- og teaterlivet fra og trak sig tilbage til privatlivet. I sit otium nød hun at læse bøger og se de gamle
Morten Korch-film - og i selskab med sine børnebørn at se de tre film som hun selv medvirkede i. I den forbindelse var børnebørnene ikke helt utilbøjelige til at udtrykke - at de måske også engang kunne få lyst til at prøve at være filmskuespiller. Sonja Jensen blev den 27. juli 1957 gift på Københavns Rådhus med musikpædagog
Lars Bjarne Dyremose (født Bjarne Aage Larsen) (01-03-1932 - 11-10-2006).