Børge Roger Henrichsen
Født: 4-10-1915 i København
Død: 20-7-1989
Gravsted: Søndermark Kirkegård - Frederiksberg (fællesgrav)

Billede af Børge Roger Henrichsen
Biografi
Børge Roger Henrichsen, musiker og komponist, der var søn af komponisten Roger Henrichsen og hustru Hilleborg Roger Henrichsen, født Arup (død 08-03-1965), var som dreng medlem af Københavns Drengekor. Han fik allerede fra drengeårene undervisning i klassisk klaverspil hos Elof Nielsen, Ole Willumsen og Karen Lund-Christiansen og i komposition bl.a. hos Bernhard Christensen. Han blev student i 1933, debuterede samme år som klaversolist i Tivolis Koncertsal og gav koncert i København 1934. Senere blev han interesseret i jazz og spillede 1937 med Gerda Neumann, 1938 med Helge Jacobsen og med Ingelise Rune og periodevis 1937 og 1939 med Svend Asmussens orkester. I årene 1940-47 havde han egne ensembler, som akkompagnerede sangere som Ingelise Rune og Raquel Rastenni i "Dagmar", "Skandia", "Apollo" og Nygadeteatret. Roger Henrichsen blev fra 1941 tilknyttet flere revyer som kapelmester. Med sin Swingtet, der i foråret 1941 efterfulgte Svend Asmussen i Skandia, spillede han fast samme sted indtil foråret 1944. Foruden klaver mestrede kapelmesteren selv også at spille trompet. Børge Roger Henrichsen var kapelmester i radioens "Week-end-hytte" orkester 1942-45 og musikalsk leder af Københavns Kommunes Parkunderholdninger 1947-57. Han blev cand. jur. i 1946. I 1949 var han dirigent for Isrevyen i Danmark og Sverige. I september 1950 blev han leder af radioens jazzklub og var fra 1952 til 1981 ansat ved Danmarks Radio som ansvarlig for programlægningen på jazzområdet. Han drev desuden en udstrakt pædagogisk og oplysende virksomhed og skrev bl.a. "Noget om jazz" i 1961. Efter sin pensionering var Børge Roger Henrichsen atter aktiv som musiker og livet igennem var han en flittig komponist bl.a. en række jazzetuder og musik til koncerter, teater, hørespil og en lang række kort- og dokumentarfilm. Især i 1960erne var han optaget af third stream-musikkens forsøg på at bygge bro mellem jazzen og partiturmusikken. I 1984 modtog han en særlig hæderspris fra Ben Webster Fonden. Han blev den 18. september 1940 gift på Frederiksberg Rådhus med Birgit Begtrup (f. 07-10-1915), men parret blev skilt i 1943. Den 7. maj 1949 blev han på Københavns Rådhus gift med sekretær Kaja Agnes Digesten (f. 15-06-1927). Han er bror til journalist Gudmund Roger-Henrichsen (f. 16-03-1907)


Har medvirket i følgende 2 film:
Tante Cramers testamente (1941) 
Naar man kun er ung (1943) 

Har medvirket i følgende 1 revyer:
Apollo Revyen 1944

Har arbejdet med følgende 6 film:
Tante Cramers testamente (1941)Musikalsk ledelse
Vi kunne ha' det saa rart (1942)Musik
Regnen holdt op (1942)Musikalsk ledelse
Naar man kun er ung (1943)Arrangeret musikken
Himlen er blå (1954)Musik
Over alle grænser (1958)Musik

Har arbejdet med følgende 3 revyer:
Vedbæk Revyen (1945)Musik
Fiffer-Revyen - Smil på Strøget (1946)Kapelmester
Fiffer-Revyen - Striber på Strøget (1947)Musiker

Bøger om Børge Roger Henrichsen:
Børge Roger Henrichsen af Birger Jørgensen