Paula Illemann Feder
Født: 25-2-1893 i København
Død: 1-11-1967 (74 år)
Gravsted: Spentrup Kirkegård v/ Randers

Billede af Paula Illemann Feder
Biografi
Paula Illemann-Borch (Paula Marie Mathilde Illemann Feder - født Hammel), skuespillerinde, var datter af sergent ved Livgarden, senere arbejdmand Ernst Ferdinand Illemann (1866-1897) og hustru Ane Cathrine Jensen (1862-1944). Hun læste hos Karl Mantzius og Anna Boserup, gennemgik Det Kongelige Teaters Elevskole i 1910-12 og havde sin første optræden som elev på Det kgl. Teater 3. december 1910 som 2. pige i "Barselstuen". Hun havde sin egentlige debut på det gamle Odense Teater på Sortebrødre Torv den 25. oktober 1912 som Helga Amberg i "Tidens mand", hvor hun straks lagde sine store evner for dagen som fremstiller af de purunge piger. Hun var med i åbningsforestillingen "Ole Lukøje", da det nye teater i Jernbanegade blev taget i brug i 1914. Hun havde engagementer på Odense Teater 1912-16, 1927-29 og fra 1944 til sin død. Hun spillede ialt 140 roller på Odense Teater. I 1916 tog hun tilbage til København, hvor hun spillede i et afvekslende repertoire i perioden 1916-1919 på Casino og i perioden 1919-1927 på Folketeatret. Sammen med sin mand Georg Feder startede hun i 1930 teatereksperimentet "Aftenspil", der begyndte i det små med lystspilbagateller og kabaretter i litterært tilsnit, men senere også omfattede operetter og skuespil, som også sendtes ud til foreninger i provinsen. Udbyttet svarede imidlertid ikke med anstrengelserne og efter sæsonen 1933 sluttede teatereksperimentet. I årene 1929-1935 gæstespillede hun hos Otto Jacobsen og hos Arne Jensen. Hun forlod scenen i 1935 for at hjælpe sin mand i det evangeliske arbejde, han havde taget op blandt arbejdsløse, men vendte tilbage til scenen i 1943 først på turné hos Harald Stabehl, hvor hun spillede Ida Frandsen i "Tyrannens Fald" og fra 1944 på Odense Teater, hvor hun de sidste mange år var teatrets store gamle dame. En af de første store roller blev Mor Aase i "Peer Gynt". Af større hovedroller kan nævnes: Dronning Alexandra i "En idealist", Sara Levin i "Indenfor murene" og Dronning Elisabeth i "Maria Stuart". Hun spillede fru Alving i "Gengangere" og fru Tang i "En kvinde er overflødig". Paula Illemann Feder var Ridder af Dannebrog. I sæsonen 1954-55 var hun gæst på Folketeatret i København som Maria i "Frisøndag". Paula Illemann Feder havde sin sidste rolle som Julie Tesman i "Hedda Gabler". Hun udførte adskillige roller på TV, radio og film. I TV blev hendes og Finn Lassens samspil i "Frisøndag" en solid succes. I de senere år var hun en skattet lærer på Odense Teaters elevskole. Paula Illemann Feder blev den 17. september 1915 gift i Skt. Pauls Kirke med skuespilleren Knud Trappaud Levinsen (02-11-1886 - 15-08-1916) - den 27. maj 1920 i Næstelsø Kirke med skuespiller og biografinspektør Svend Borch (23-10-1881 - 17-09-1961). Ægteskabet blev opløst i 1932 og den 11. maj 1933 giftede hun sig på Københavns Rådhus med skuespilleren, forfatteren og evangelisten Georg Carl Feder (24-04-1891 - 12-12-1946) (navneforandring til Ulfborg 1926 - april 1933), som hun havde truffet på en turné med Otto Jacobsen. Sammen blev de grebet af Oxford-bevægelsen og skiftede teatret ud med en tilværelse som evangelister i Ringkøbing, Herning og Randers. Hun er mor til skuespilleren Knud de Trappaud.


Har medvirket i følgende 2 film:
I gabestokken (1950)Fru Bagg, Viggos mor
Eventyrrejsen (1960)Eva Hansen