Harald Stabehl
Født: 29-1-1887 i Århus
Død: 27-1-1953 (65 år)
Gravsted: Holstebro Nordre Kirkegård (nedlagt)

Billede af Harald Stabehl
Biografi
Otto Harald Marius Stabehl, teaterdirektør, var søn af typograf Olaf Valdemar Hansen og hustru M. Marie Stabell. Han debuterede 1906 i "Renaissance" på det gamle Randers Teater. Efter at have været skuespiller i seks år startede Harald Stabehl som direktør i samarbejde med operasangerinde Willi Zwicki med forestillingen "La Traviata", hvori selveste Lauritz Melchior debuterede. Men da operaturneerne ikke gav økonomisk udbytte måtte man snart gå over til operetterne og Harald Stabehl blev som Grev Danilo i "Den Glade Enke" provinsens fejrede operettehelt. Senere fik Harald Stabehl sit eget selskab og var i mange år provins-teaterdirektør. I årene 1917 til 1919 stod han for sommerunderholdningen i Nykøbing Falster. Her optrådte han bl.a. selv i duetterne "Wilhelmine, jeg tror jeg dør af grin" og "Nede ved Saxild Strand" med den nye stjerne Liva Weel. Mange kendte kunstnere var i årenes løb tilknyttet hans selskab, bl.a. Frederik Jensen, Liva Weel, Oda Nielsen og Ib Schønberg. Efter at han af helbredsmæssige grunde havde opgivet det slidsomme turnéliv blev han i 1948 biografdirektør i Holstebro. Harald Stabehl blev den 25. august 1916 gift i Søllerød Kirke med skuespillerinden Yelva Stabehl, født Petersen. Efter skilsmisse den 3. juli 1942 blev han atter gift den 22. maj 1943 i Frederiksberg Slots Kirke med sygeplejerske Agnes Sophie Hegaard Sillesen (28-04-1903).


Har medvirket i følgende 4 revyer:
Fønix Teatret 1911
Kasino, Århus 1928
Nykøbing F. Revyen 1917
Odder Sommerteater 1917

Har medvirket i følgende 1 stumfilm:
Sexton Blake (1915) 

Har arbejdet med følgende 3 revyer:
Nykøbing F. Revyen (1917)Direktion
Nykøbing F. Revyen (1918)Direktion
Nykøbing Sommerrevy (1919)Direktion