Anders Wilhelm Sandberg
Født: 22-5-1887 i Viborg
Død: 27-3-1938 (50 år)
Gravsted: Vestre Kirkegård - Kbh (nedlagt)

Billede af Anders Wilhelm Sandberg
Biografi
Filminstruktøren A. W. Sandberg (Anders Wilhelm William Sandberg) var søn af grosserer, brænderibestyrer Otto Carl Sandberg og hustru Anna Mathilde Wilian. Han kom i boghandlerlære i 1904 hos Lehmann & Stage og blev udlært i 1908. Han var derefter journalist og pressefotograf i årene 1907-1913 og var tilknyttet til ugebladet "Verdensspejlet". I 1913 var han pladefotograf hos Dansk Biograf Kompagni og blev i 1914 ansat som filmfotograf og instruktør hos Nordisk Film. A.W. som han kaldtes startede i den komiske afdeling, men blev senere sat til at lave spændingsfilm bl.a. serien "Manden med de ni fingre", som bestod af fem film. Det store gennembrud kom med "Klovnen", som han iscenesatte i 1916 med Valdemar Psilander i hovedrollen. Filmen, som havde premiere 7. maj 1917 - 2 måneder efter Psilanders pludselige død - blev en stor publikumsmæssig og international succes og banede vejen for Sandbergs kommende store opgaver hos Nordisk. I 1917 fik han lov til at iscenesætte den første Dickensfilm. Senere gik hans Dickensfilm over hele verden. Dickens-filmatiseringerne omfattede "Vor fælles Ven" (1921), "Store Forventninger" (1922), "David Copperfield" (1922), og "Lille Dorrit" (1924). Dette arbejde bragte ham frem i første række som instruktør og blev hans største bedrift. Ind imellem og efter lavede han flere kærlighedslystspil og endnu en stort anlagt og ambitiøs litterær filmatisering "Fra Piazza del Popolo" (1925), inden han på Nordisk Film satte punktum for en imponerende produktion med sin måske største succes, genindspilningen af "Klovnen" med Gösta Ekman og Karina Bell i hovedrollerne. Fra ca. 1918-1926 var han selskabets førende instruktør. Fra 1921-1927 var han leder af Nordisk Films optagelsesteatre. 58 spillefilm blev det til, hvoraf han selv havde skrevet manuskript til de 19 og fotograferet de 15. I 1926 forlod han Nordisk for kort efter at rejse til Berlin, hvor han i 1927 optog en række film hos First Nationals datterselskab "Defu" og i 1928 hos "Terra Film", bl.a. "Revolutionsbryllup" med Fritz Kortner, Karina Bell og Gösta Ekman i titelrollen. I 1929 tog han til Paris og instruerede endnu en film for Terra. I begyndelsen af 30erne vendte han tilbage til Danmark, hvor han iscenesatte tre tonefilm, men markerede sig de sidste år mere på kortfilmfronten med bla. "Tuborg-filmen" og "Over de store Broer til Danmark". Det blev også til adskillige iscenesættelser ved københavnske teaterscener, og Sandberg gjorde sig ikke mindst bemærket som en flittig filmkronikør - mere end 100 blev det til i perioden 1935-38. A.W. Sandberg døde under et rekreationsophold i Bad Nauheim i Tyskland. Han blev den 26. september 1911 gift med skuespillerinden Karen Caspersen (Karen Kragh Møller)- men ægteskabet blev opløst 1916. Anden gang blev han den 4. oktober 1916 gift med skuespillerinden Eli Thaulow (Else Frölich). Dette ægteskab blev ligeledes opløst og siden blev Sandberg den 28. december 1935 gift på Københavns Rådhus - i sit tredje ægteskab med den tyskfødte skuespillerinde Ruth Helweg Jacobsen (f. 03-04-1912)

Bøger om Anders Wilhelm Sandberg:
"Sandberg-dynastiet - historien om tre generationer i filmbranchen" af Paw Kåre Pedersen


Har medvirket i følgende 3 stumfilm:
Den heldige frier (1908) 
Det hemmelighedsfulde X (1914) 
Nedbrudte Nerver (1923) 

Har arbejdet med følgende 3 film:
5 Raske piger (1933)Instruktion
7-9-13 (1934)Instruktion, Manuskript
Millionærdrengen (1936)Instruktion

Bøger om Anders Wilhelm Sandberg:
A. W. Sandberg af Knud Overs
A. W. Sandberg og hans film af Harald Engberg