BiografiValdemar Einar Psilander var søn af handelsagent Gustav Henrik Psilander og hustru Emma Axeline Eggertsen. Han teaterdebuterede som 17-årig på Casino den 26. december 1901 i folkekomedien "Alt for fædrelandet". Men ikke et menneske regnede dengang med at han i løbet af få år skulle opnå verdensberømmelse. Efter turnéer som skuespiller i provinsen hos Trap Walther kom han til Frederiksberg Teater og derfra til Dagmarteatret. På Frederiksberg Teater gjorde Psilander sig især bemærket ved sin fortrinlige udførelse af skurken Billy Sikes i "Oliver Twist". Frem i første række kom han dog ikke - heller ikke på Dagmarteatret, hvor hans vigtigste roller var Solsorten i "Guldhjelmen" og Sømanden i "Bonfiaciusskæret". I "Bellman" gjorde han lykke med sin sangstemme. Men det blev som filmskuespiller han fik sit egentlige gennembrud. Med stumfilmens fremkomst begyndte hans glansfulde, men ret korte periode, hvor han blev dansk stumfilms første store mandlige stjerne og opnåede verdensberømmelse i et utal af film produceret af Nordisk Film. Han filmdebuterede i 1910 i "Dorian Grays portræt", men vandt international berømmelse som bankassistenten i "Ved fængslets port" fra 1911. Andre film som "Klovnen" og "Revolutionsbryllup" gjorde ham til verdens første filmshelt. Han var Nordisk Films ubestridte stjerne og nåede at medvirke i over 80 stumfilm i årene op til 1916, hvor han forlod Nordisk Film, idet filmselskabet fandt hans lønkrav urimelige. I stedet havde han planer om at starte som producent selv, men nåede kun at indspille et par scener af den første film før han uventet blev fundet død i sin seng på et hotelværelse på Palace-Hotellet (Bristol) på Rådhuspladsen i København, sandsynligvis på grund af et dårligt hjerte. Indtil sin tidlige død var han den absolut største filmstjerne både i Danmark og i udlandet. Han fik fanbreve fra fjerne verdensdele og især russerne var vilde med ham (under navnet Garrison). Valdemar Psilander blev gift den 22. december 1911 i Frederiksberg Kirke med skuespillerinden
Edith Buemann Psilander (Edith Josephine Groth) (16-05-1879 - 02-01-1968). De levede lykkeligt nogle år og blev så skilt. Valdemar Psilander var stedfar til revyforfatteren
Sven Buemann