Biografi
Ingeborg Bruhn-Bertelsen, der i folkemunde blev kaldt "BB", blev født på Enghavevej, Skt. Matthæus Sogn på Vesterbro i København som datter af malermester Bertel Bertelsen (30-11-1863 - 23-06-1944) og hustru husholdningslærerinde Cathrine Marie Bruhn (09-12-1862 - 04-10-1946). Så man kan ikke ligefrem sige at hun var ud af skuespillerslægt. Familien flyttede til Valby hvor Ingeborg Bruhn Berthelsen begyndte og rende Nordisk Film på dørene. Nordisk Film var vant til at blive overrendt af håbefulde unge, som så sig selv som en kommende stor stjerne. Alligevel forbarmede Nordisk Film sig, og gav hende omkring 1911 en birolle i en stumfilm. I begyndelsen af sin filmkarriere optrådte hun oftest i biroller som sypige, tjenestepige eller nyforlovet ingenue, men efterhånden blev hendes roller større og mere krævende. Hendes smukke ydre gjorde hende til en populær skuespiller, der satte nye standarder for kvindelige filmskuespillere, fordi hun aldrig gik af vejen for en rask nævekamp eller et voveligt spring på det hvide lærred. Da filmkarrieren sluttede i 1921, havde hun medvirket i omtrent 80 stumfilm. Ingeborg Bruhn Berthelsen teaterdebuterede i Esbjerg 1914 i Axel Jacobsens omrejsende teaterselskab som Bette Ane i Jeppe Aakjærs "Når bønder elsker". I 1916-17 var hun ved Odense Teater og tog derefter til København, hvor hun først blev engageret til Thalia- Teatret i Allegade i 1917 og fik sin debut som revyskuespillerinde. Her sang hun visen "To små sorte sko". Derefter kom hun til Det ny Teater et par sæsoner inden hun fra 1920 optrådte i Tivolirevyer på Tivoli Sommerteater. Her lancerede hun i starten af 20erne flere viser som fx. "Sov Dukke Lise" (Tivolirevyen, 1920), "Giv mig en stump af dit hjerte" og "Lille Sommerfugl" (Tivolirevyen, 1921). Viserne sang hun til stor succes og de vil for altid indskrive hendes navn i revyhistorien. Visen "Sov Dukke Lise" skulle egentlig være sunget af Liva Weel, der blev syg, hvorefter Ingeborg Bruhn-Bertelsen i hast måtte overtage den. "Sov Dukke Lise" kom på noder, postkort og grammofonplader i rekordoplag og blev senere optaget i "Danmarks Melodibog". Hun kom i 1923 til Scalarevyen, hvor hun som vikar for Liva Weel blev revyprimadonna og gjorde det så godt så at hun blev ansat til stjernegage for de næste mange år. Pengene investerede hun bl.a. i rideheste og en villa på Emiliekildevej i Klampenborg. På Scala sang hun bl.a. visen "Det var mig og Maggiduddi", "Sonny Boy", "Der kommer roser og små billetter" og "Min mund siger nej, men mine øjne siger ja". Efter at have været på Scala i flere år kom hun til Casino, Det ny Teater og Nørrebros Teater. I sæsonen 1929-30 spillede hun på Odense Teater stuepigen Anna i "Hotel Stadt Lemberg". Som en af de første skuespillere medvirkede hun i 1929 i en reklamefilm for et vaskepulver. I Apollo Revyen 1930 optrådte hun bl.a. med visen "Den har man med sig, hvor man går". Desværre lykkedes det for sensationspressen at slå hende ud med en ondsindet sladderhistorie. På toppen af sin karriere brød et sensationelt rygte frem om at Ingeborg Bruhn-Bertelsen stod i seksuelt forhold til sin sanktbernhardshund. Selv om man fandt frem til rygtesmeden, som ved dom den 17. maj 1931 erkendte og undskyldte, lykkedes det hende ikke at komme sladderen til livs. Hun kunne ikke længere optræde, fordi hun blev hånet med vulgære tilråb af sit publikum - og som bjæffede som hunde, da hun viste sig i Apollo-Revyen. Engagementerne hørte langsomt op, ligesom pladeselskaberne også droppede hende. Hun tog siden engagement hos omrejsende operetteselskaber i provinsen og optrådte som solist på restauranter. I midten af 30erne forsøgte hun sig i Cirkusrevyen uden større held med sange som "Giv mig dit hjerte" og "En sommerdag på Bakken". I 1938 var hun trækplaster i Cirkus Geovanni Otto & Willy som skolerytterske og i 1939 gik hun, der var rideinteresseret, i kompagniskab med cirkusdirektør Frantz Bruun og startede Cirkus Bruun & Bruhn. Som cirkusdirektør var det hendes ide at skabe en ny form for cirkus iblandet variete og teater, men krigen satte en stopper for hele projektet og cirkus gav den sidste forestilling den 1. september 1939 på Dalgas Boulevard i København. I 1940 var hun atter med i Cirkusrevyen og deltog under besættelsen i teater- og kabaretturneer. Hun prøvede kræfter med karakterfaget og fik sin første store sukces i samspil med Eyvind Johan-Svendsen i "Hjertets renhed" på Folketeatret og var på turné med Povl Vendelbos Teaterselskab med forestillingen "Den gyldne time". Efter krigen drev hun en minkfarm i Grønholt i Nordsjælland, men emigrerede i december 1947 til USA efter at hun havde medvirket i Vedbækrevyen 1946 og 1947. Sin sidste optræden havde Ingeborg Bruhn Bertelsen 6.december 1963, hvor hun læste H.C. Andersen ved den danske dag i den skandinaviske klub i Madison, Wisconsin. I USA drev hun sammen med sin søster Gerda Grandt en restaurant "Up-Town" i Madison i staten Wisconsin indtil søsterens død i 1974 - og ernærede sig iøvrigt som syerske. Ingeborg Bruhn-Bertelsen var søster til Johanne Bruhn-Bertelsen, der var gift med skuespilleren Alex Suhr. Hun blev den 5. november 1930 gift i Søllerød kirke med journalisten og revyforfatteren Paul Sarauw (30-11-1883 - 24-04-1959) og var senere i 1930erne gift med skuespilleren Edgar Hansen. Hun døde i sommeren 1977 i USA uden at nogen dansk avis skrev så meget som en linje om hendes død.