BiografiOve Edgar Hansen, skuespiller, der var søn af maskinist Carl Christian Hansen og hustru Kristine Hansen, debuterede 1914 på Fredericia Sommerteater. Han spillede nogle år i provinsen og begyndte derefter at uddanne sin stemme. I 1920 blev han antaget på Det Kongelige Teaters Operaskole, og han debuterede som operasanger ved Det kgl. Teater i 1922 som Silvio i "Bajadser" og han sang på Folke-Operaen. Af samme grund blev han senere hen flot kaldt for kammersanger. Fra Det kongelige Teater kom han til Tivoli Sommerteater og blev i september 1924 engageret til Scala Teatret som operetteskuespiller. Efter Scalas lukning fortsatte han som operetteskuespiller på Casino Teatret og andre københavnske scener. Han fik i 1931 stor succes i rollen som Leopold i "Sommer i Tyrol", hvor han spillede sammen med Ellen Gottschalck. Han optrådte som Co-Optimist i 1931 og medvirkede i Apollo Revyen i 1934. I 1937 var han på turné hos
Erik Lassen med "Fruen vil flyve". Han var i forvejen kendt af provinsens publikum for sin optræden i "Et ungdoms eventyr" hos
Svend Wedel. Efterhånden gled han ud af det københavnske teaterliv og vedligeholdte i stedet sin popularitet på provinsscenerne indtil han uventet døde i Århus knap 50 år gammel. Edgar Hansen medvirkede i et par spillefilm. Han blev den 24. december 1922 gift i Godthaabskirken med med skuespillerinden Ellinor Strandvold (f. 25-10-1889), men parret blev skilt i 1926. I en periode levede han papirløst sammen med skuespillerinden
Ingeborg Bruhn-Bertelsen.