Karl Goos
Født: 4-5-1898 i København
Død: 11-9-1946 (48 år)
Gravsted: Vestre Kirkegård - Kbh (nedlagt)
Biografi
Karl Villiam Goos, skuespiller, tilhørte en gammel embedsslægt og hørte til de skuespillere, der kom til teatret via Studenterrevyerne. Han var søn af cand.jur. Karl Adolf Goos og hustru Helga Sofie Johanne Bernsteen. Det var også hensigten at han selv skulle studere jura, da scenen indfangede ham. Familien stillede dog som betingelse at han fuldførte sine studier, men ikke så snart han havde fået sin embedseksamen og var blevet cand. jur. sagde han juraen farvel. Karl Goos medvirkede bl.a. i Co-Optimisternes revy i 1926. I slutningen af 1920erne kom han til Det Ny Teater og senere fulgte han sin nære ven Arne Weel til Riddersalen og Nørrebros Teater. I sine sidste sæsoner var han knyttet til Frederiksberg Teater. Blandt hans morsomste roller var den ene af ægtemændene i "Jorden er stadig rund" i Casinos lille sal. Fra senere år spillede han Sankt Peter i "Dyveke" og betjenten i "Livet er jo dejligt". Hans sidste rolle var faderen i Leck Fischers "Fronten" på Frederiksberg Teater. Han blev gift den 26. oktober 1928 i Garnisons Kirke med Birgitte Marie Schiøler (13-05-1905). Ægteskabet blev opløst den 13. juni 1935, hvorefter han den 22. oktober 1943 blev gift i Sct. Jakobs Kirke i København med husbestyrerinde Edith Blæhr Rasmussen (01-10-1913)