BiografiAntonie Elisabeth Biering Olsen valgte fra hun var ung at kalde sig ved kunstnernavnet Toni Biering. Hun var datter af chauffør Anton Elias Ole Olsen (19-07-1888 - 08-06-1949) og hustru Elisabeth Magna Ingeborg Biering (18-10-1892 - 12-03-1967). Toni Biering startede i fem år på kontor og gik i slutningen af 1930erne til optagelsesprøve vedrørende en HK-revy. Hun fik sin første rigtige rolle som Doris i "Ullabella" på
Gerda Christophersens turné og spillede også revy i 1941 hos
Gerda Christophersen i Nykøbing F. Siden havde hun i 1942 en rolle som sygeplejerske i "Karrusel" på Folketeatret. Samme år blev hun ansat på Århus Teater for sæsonerne 1942/43 og 1943/44 og blev efter krigen engageret på Nygade Teatret. Hun spillede her og på Nørrebros Teater hovedrollen i lystspillet "Bedre folks børn". Hun medvirkede også i Helsingør-Revyen "Roser langs kysten" og i 1956 sang hun med succes visen "Lige i øjet" i sommerrevyen "I skoven skulle være gilde" på Rottefælden i Svendborg. I 1966 spillede hun i Nyborg Sommerrevy. Toni Biering blev først gift i Tårbæk Kirke den 2, august 1945 med turnéleder og inspektør på Apolloteatret
Helge Dahl (06-11-1901 - 07-08-1981) og blev mor til skuespillerinden
Lisbet Dahl. Senere var hun kæreste med skuespilleren
Carl Ottosen og skuespilleren
Knud Rex inden hun den 18. juli 1952 giftede sig på Københavns Rådhus med skuespilleren
Poul Thomsen. Sammen spillede de i 1957 i "Privatliv" på Lille Scene i Aalborghallen. Hun fik efter skilsmissen fra
Poul Thomsen et job med at fremkalde film hos Kodak og var i slutningen af 1950erne i et par år gift med chefen for farveafdelingen. Den 28. oktober 1961 indgik hun ægteskab med afdelingschef Heine Hjorth Lorenzen (f. 12-03-1926), men parret blev skilt i 1963.