BiografiHans Rostrup, skuespiller, var søn af skuespillerinden
Blanche Funch og instruktøren
Asmund Rostrup. Han blev uddannet på Teaterdirektørforeningens elevskole 1958-60. Hans Rostrup var i 1961 med til at starte Ungdommens Teater på Riddersalen med forestillingen "De retfærdige". Derefter spillede han et varieret repertoire fra "Nøddebo Præstegård" over "Kvit eller dobbelt" til Arnold Weskers R.A.F -spil "Dagens ret" på de etablerede scener i og udenfor København, bl.a. på Det Danske Teater, Folketeatret og fra 1975 med fast base på Fiolteatret. Han spillede bl.a. Phillip den Anden i "Den kinesiske mur" og medvirkede i forestillinger af
Ernst Bruun Olsen, Tjekhov og Wesker. Hans Rostrup havde endvidere mange roller på radio og TV. I 1976 afløste han
Holger Perfort som formand for Dansk Skuespillerforbund, hvor han indtil 1982 arbejdede for at forbedre skuespillernes vilkår. I nogle år var han tillige formand for Nordisk Skuespillerråd og i samme periode medstifter af Copydan. Hans Rostrup kastede sig siden over oplæsningsopgaver i radioen, ligesom han i 1995 skrev "Fem dage i Idas liv". På grund af sygdom var han ikke aktiv de seneste mange år, men han havde dog en lille rolle i tv-serien "Bryggeren". I 1993 blev han udnævnt til æresmedlem i Skuespillerforbundet. Hans Rostrup var gift med bibliotekar Sus Ruth Rostrup (født Heiberg) og var far til journalist og DR-studievært Ask Rostrup (f. 26-02-1966).