Svend Methling
Født: 1-10-1891 i København
Død: 4-6-1977
Gravsted: Lyngby Parkkirkegård - Kbh (fællesgrav)

Billede af Svend Methling Billede af Svend Methling
Biografi
Svend Vilhelm Methling, skuespiller, var søn af grosserer Ludvig August Johan Methling (død 1904) og hustru Harriet Marie Hansen (død 1935). Han blev student fra Comtesse Moltkes Skole i 1909, cand. phil. i 1910, studerede polyteknik og var i årene 1910-1913 i smedelære i Odense, inden han i 1914 blev elev på Det Kongelige Teaters Elevskole. Han debuterede på Det Kongelige Teater 6. marts 1916 som Erasmus Montanus og rejste med Olaf Poulsen rundt i provinsen 1915-1916. Som ung helteskuespiller blev han især berømt som Prins af Danmarks Land i Drachmanns "Der var engang". Han forlod Det Kongelige Teater i 1922 ikke fordi han var uden roller, men fordi han var utilfreds med forholdene både her og i dansk teater i almindelighed. Han rejste til Wien og Berlin for at studere det moderne teater med henblik på at ville være instruktør. Nogen større udlandsrejse blev det imidlertid ikke til. Derimod startede han i 1923 Dansk Skolescene og i 1924 "Folkescenen" og virkeliggjorde selv de idealer han brændte så stærkt for. Sammen med Thomas P. Hejle var han drivkraften i Dansk Skolescene og gjorde en kolossal indsats for at få børn til at se teater. Han var direktør for Dansk Skolescene 1924-29 og direktør for Folkescenen fra 1925, og dermed kunstnerisk leder i forbindelse med disse to sceners sammenslutning med Det ny Teater 1926-29. I årene 1926 til 1929 var han derfor tillige skuespiller og instruktør ved Det Ny Teater. I sæsonen 1929-30 var han direktør for Komediehuset i Tivolis Arena-bygning, men Tivoli-scenen gik ikke og i 1930 vendte han tilbage som skuespiller og instruktør ved Det Kongelige Teater. Fra 1930 til 1950 var han her ansat som skuespiller og instruktør, heraf som førsteinstruktør i årene 1939-40. Han iscenesatte bl.a. "Cant" i 1931, "Darduse" i 1937 og de to store operaforestillinger "Katarina Ismajlova" og "Marie Grubbe". Han filmdebuterede i 1922 i Carl Th. Dreyers stumfilm "Der var engang", hvor han spiller prinsen. Dog blev talefilmen hans store chance. Hans smukke danske og den melodiske stemme vakte datidens beundring. Han fik dog mest biroller, men fyldte dem godt ud. Vi husker ham i rollen som den faderlige og retskafne politimand i "Unge piger forsvinder i København" fra 1951. Ofte spillede han præst, som f.eks. i hans sidste film "Sømænd og svigermødre" fra 1962. Svend Methling virkede også som instruktør ved A/S Nordisk Films Kompagni 1940-42 og ved Palladium og var i disse år en af dansk films førende filminstruktører. Han instruerede 16 spillefilm bl.a. "Sommerglæder", "Peter Andersen", "Tak fordi du kom Nick", "Det store ansvar" og "Historien om Hjortholm". Han var dybt engageret i Radioteatret og én af mediets pionerer. Gennem 1940erne og 1950erne trak Svend Methling sig i stigende grad tilbage fra teater og film og opholdt sig meget i naturen for bl.a. at dyrke lystfiskeri ved sin sommerbolig Straagaarden på Udsholt Strand. Svend Methling var far til filminstruktør Sven Methling og dramatiker og manuskriptforfatter Finn Methling. Han blev 5. november 1916 gift i Holmens Kirke i København med Hester (Hetty) Suzette Thomsen (04-08-1892 i Bangkok - 12-10-1978).


Har arbejdet med følgende 16 film:
Kongen bød (1938)Instruktion
Elverhøj (1939)Instruktion
Sommerglæder (1940)Instruktion
Peter Andersen (1941)Instruktion
Tak fordi du kom Nick (1941)Instruktion
Natekspressen (P. 903) (1942)Drejebog, Instruktion
Regnen holdt op (1942)Instruktion
Erik Ejegods pilgrimsfærd (1943)Instruktion
Familien Gelinde (1944)Instruktion
Det kære København (1944)Instruktion
Det store ansvar (1944)Instruktion
Penge som græs (1948)Instruktion
For frihed og ret (1949)Instruktion
Fra den gamle købmandsgaard (1951)Instruktion
Hejrenæs (1953)Instruktion, Manuskript
Et eventyr om tre (1954)Instruktion

Har arbejdet med følgende 2 revyer:
Ånderlige aftenlufte (1920)Tekst
Der var engang (1922)Tekst

Har arbejdet med følgende 1 tegnefilm:
Fyrtøjet (1946)Instruktion