Thomas P. Hejle
Født: 20-1-1891 i Sønder Saltum, Saltum sogn
Død: 23-10-1952 (61 år)
Gravsted: Vester Hjermitslev Kirkegård

Biografi
Thomas Peter Hejle, der var søn af købmand Hejle Sørensen og hustru Johanne Nielsen, tog den 27-05-1911 sin fars fornavn som efternavn. Thomas P. Hejle blev student i Ålborg i 1911 og var højskolelærer 1913-1918 og tog lærereksamen fra Skårup 1918. Han var lærer ved Østersøgades gymnasium fra 1919 til 1922 og startede "De højere Skolers Kunstaftner" i 1920, der i 1924 blev til institutionen Dansk Skolescene. Han blev økonomidirektør for denne i perioden 1924-1925 og leder af driften fra 1928. I 1932 lykkedes det ved Hjejles store og energiske indsats at skabe en omfattende organisation under navnet "Landsskolescenen". I første omgang arrangerede den sig med Nicolai Brechlings provinsselskab, men da Brechling i 1934 gav op for i stedet at blive biografdirektør i København, søgte Thomas P. Hejle bevillingen og fik den. Fra 1934 udvidedes driften til at omfatte hele landet som Landsskolescenen. Han ledede såvel Dansk Skolescene som Landsskolescenen til sin død. År efter år drog han på oplæsningsturné i grænseegnene og i sommeren 1933 kom den første frilufts-turné i stand under navnet "Sommerspil i Sønderjylland" ledet af Thomas P. Hejle. Thomas P. Hejle var tillige direktør for Dansk Kulturfilm 1932-1946 og af Statens Filmcentral 1938-1946. Han tog initiativ til oprettelse af ungdomshuset på Nørrevold i København - senere benævnt Thomas P. Hejles ungdomshus. Han tog del i oplæsningsvirksomhed og har bl.a. skrevet manuskript til stavnsbåndfilmen Kongen bød fra 1938. Han medvirkede i stumfilmen Atlantis i 1913. Den 10. september 1926 blev han i Skovshoved Kirke gift med Gerd Levy (02-11-1899)


Har medvirket i følgende 1 stumfilm:
Atlantis (1913) 

Har arbejdet med følgende 1 film:
Kongen bød (1938)Manuskript