Biografi
Liva Olsen (Olivia Marie Olsen), skuespillerinde, der var datter af kriminalassistent Carlo Martin Ingomar Olsen (1867 - 1931) og hustru Marie Christine Dorthea Olivia Josephine Petersen (1873 - 1920), voksede op i Mysundegade og Istedgade på Vesterbro i København. Allerede som 10-årig var hun flittig ved klaveret. Efter præliminæreksamen blev hun ansat på E. Nobels Tobaksfabriks kontor. 17 år gammel begyndte hun at uddanne sin sangstemme hos operasangerinden og musikpædagogen Hedevig Quiding (16-09-1867 - 22-10-1936). Hun optrådte første gang som sanger ved en elevkoncert i Tesalen i Politikens hus i 1917, hvilket førte til engagement og debut samme år hos turnéteaterdirektør Harald Stabehl i en sommerrevy på hotel Phønix i Odder. Revyen flyttede senere til Nykøbing F. og efter sommerrevyens slutning drog hun med Harald Stabehl på turne i provinsen, hvor hun spillede en stribe store roller, bl.a. titelrollen i operetten "Den glade Enke". Siden vendte hun tilbage til København, hvor hun den 31. maj 1918 første gang stod på Scala Teatrets scene og hvor hun de følgende 10 år blev en af denne scenes største stjerner, både som operette- og revyskuespiller. Hun fik sit store gennembrud i revyen "Hallo Amerika" i 1920 og senere også i revyen "Regnbuen" i 1924. I 1921 tog hun sangundervisning hos operasanger Carl Madsen og operasanger Vilhelm Herold. I slutningen af 1922 sang hun duet i operetten "Bajaderen" sammen med Arne Weel i "Når på himlen små stjerner blinker". Blandt succesviserne på Scala var "Gabrielle-visen" (1920), "Åh, hvor var han dog bedårne" (1923), "Han har min sympati" ("Regnbuen", Scalerevyen, 1924), "Eskimor" (1924), "Et lille pust fra Pustervie" (1924), "Adrienne" (1925), "La garconne" (1925), "Valencia" (1926), "Guldbarren" ("Smil Københavner", Scalarevyen 1927), "En er for lille - og en er for stor" (1928) og "Nogen gør det aldrig, andre gør det tit" (1930). I 1920erne turnerede hun tillige gennem provinsen med en række viseaftener dels alene, dels sammen med komponisten Ella Heiberg. Hun tog i 1928 afsked med Scala i revyen "Omkring hesten", hvor hun sang visen ""Een er for lille og een er for stor", men deltog også i forestillingen i sommeren 1930. I 1928 havde Liva Weel mødt forfatteren og arkitekten Poul Henningsen (PH), som skulle blive en meget vigtig person i hendes videre karriere. Han skrev nemlig mange af hendes sange. Fra 1928-1930 var hun engageret hos Frede Skaarup ved Nørrebros Teater. I marts 1931 hævede hun kontrakten og forlod Nørrebros Teater. Hun tog derefter på viseturné med kapelmester og pianist Hans Kauffmann og parret fortsatte efter turnéen på ferie rundt i Europa. Hun vendte tilbage til Nørrebros Teater 1932-33. I tiden på Nørrebros Teater fejrede hun store successer i "Tre gamle jomfruer" og som Madame Sans Géne". Liva Weel havde et kort gæstespil på Det Kongelige Teater som Pernille i "Den Stundesløse". Gennem 1930erne fejrede hun kunstneriske successer på både film, revy og teater. Efter at hun havde spillet hos Arne Weel i Riddersalen som "Lysistrate" og i PH-revyen "På halen" i Riddersalen medvirkede hun i 1932 i "Madame Sans Géne" på Odense Teater og kom derefter til Folketeatret, hvor hun i 1933 fik et gennembrud i Bernhard Shaws "Pygmalion". I 1935 var hun med i den første Cirkusrevy og hun optrådte 1937 i Stig Lommer Revyen på Betty Nansen Teatret. Hun medvirkede desuden i flere lette lystspil og operetter på Folketeatret og Det ny Teater og spillede i 1939 Fru Sigbrit i "Diktatorinden". Med forestillingen "Dyveke" på Riddersalen i 1940, som hun spillede 300 gange i træk, og de efterfølgende Dagmar-revyer befæstede hun sin position med tekster af Poul Henningsen og musik af Kai Normann Andersen. Efter sit jubilæum i 1942 spillede hun i 1945 i "Styrmand Karlsens flammer" på Nørrebros Teater, turnerede i 1947 med Noel Coward-forestillingen "Min kone spøger" og spillede i 1948 sammen med sønnen Jørgen Weel på Aalborg Teater i "Hos grevinden". Liva Weel havde også siden engagement i Cirkusrevyen i årene 1943, 1945, 1946 og var sidste gang med i Cirkusrevyen i 1950, hvor hun sammen med Ib Schønberg sang hovednummeret "Mig og Melloni og Lazarus". Allerede i 1925 medvirkede hun i stumfilmen "Livets karneval" og op gennem 1930'erne medvirkede hun i flere tonefilm og blev med dem hele Danmarks Liva. Hun huskes af mange i rollen som køkkenpigen i "Odds 777", hvor hun sang "Gå med i lunden", "Drømmer man om den, vågner man aldrig op igen" og ikke mindst "Glemmer du". I filmen "De blå drenge" sang hun "Kammerat vær en mand" og "Ah hvor jeg, ih hvor jeg, uh hvor jeg vil". Hendes sidste rolle var som viceværten i filmen "Smedestræde 4" fra 1950. Med tiden blev Liva en meget kraftig dame. Hun tog i en periode til Tyskland på kurophold og det lykkedes hende at tabe sig. Hun havde altid haft svært ved at indtage fast føde, da hun led af en brok i spiserøret og hun gennemgik en stor operation for tarmbrok. Hun var også begyndt at drikke en hel del og i de sene år var hendes karriere præget af alkoholmisbrug og utallige afbrydelser. Omkring 1950 var hun meget syg og Arne Weel arrangerede en hædersaften til ære for hende den 1. december 1951 i Glassalen i Tivoli. Det lykkedes ham at samle omkring 25.000 kr. sammen. De faldt på et tørt sted for Liva Weel var da fattig som en kirkerotte. Hun blev installeret i en af Skuespillerforeningens små æresboliger på Bispebjerg, men nåede kun at bo der i få uger. Den 7. maj 1952 blev hun indlagt på Kommunehospitalet hvor hun døde - træt og udbrændt af det hårde liv hun havde ført. Liva Weel var utvivlsomt den betydeligste kvinde i hele den danske revys historie og vil blive husket især for sine formidable fremførelser af PH-viser. Blandt hendes viser er: ABCD-visen (Revyen "På Ho'det, Nørrebros Teater, 1929), Ta og kys det hele fra mig (PH-revyen "På Halen", 1932), Sig de ord, du ved (PH-revyen, 1932), Nå (PH-revyen "Mars på weekend", Riddersalen 1937), Man binder os på mund og hånd (revykomedien "Dyveke" på Riddersalen, 1940), Jeg gir mit humør en gang lak (revykomedien "Dyveke" på Riddersalen, 1940), I dit korte liv (Dagmarrevyen, 1941), Jeg ku' bli' no'et så een to tre (Dagmar-revyen, 1941), Så slår to hjerter sødt i samme takt (Dagmarrevyen, 1942), "På min lysegrønne ø" (Nørrebros Teater, 1945), "Lad os bare være men'sker" (Cirkusrevyen. 1945) og "Den er simsalabim" (Cirkusrevyen, 1945), Hun medvirkede i radioen bl.a. i radioserien 1950 "Liva synger og fortæller sine erindringer". Liva Weel fik tildelt Tagea Brandts rejselegat i 1941 og Teaterpokalen i 1942 for Dyveke. Hun blev den 10. december 1920 gift i Holmens Kirke med den feterede teaterskuespiller Arne Weel, med hvem hun i 1922 fik sønnen skuespilleren Jørgen Weel. De blev skilt i 1927, hvorefter Liva Weel i nogle år levede sammen med skuespilleren Johannes Meyer og havde et længerevarende forhold til pianisten Hans Kauffmann. Den 28. juli 1933 blev Liva Weel atter gift på Frederiksberg. Denne gang med snedkermester Fritz Hueg (31-01-1905 - 15-11-1971). De blev skilt i 1933, men han blev ved med at være hende en meget trofast ven.

Bøger om Liva Weel:
"Liva Weel - et portræt" af Anne-Sofie Storm Wesche