BiografiHans Emil Pius Kauffmann, kapelmester, var hollænder af fødsel og søn af hotelejer Emil Kauffmann fra et af de store internationale hoteller i Amsterdam. Han kom på Musikkonservatoriet i sin fødeby og var allerede som ganske ung aktiv som akkompagnatør og orkesterleder. I 1920erne virkede han ved de store tyske operetteteatre. Han kom via Berlin til Danmark i 1927, hvor han blev engageret som kapelmester ved Bonbonieren. Han spillede i Gøglervognen i Tivoli 1927 og 1928. Siden forestod han musikken på Dagmarteatret og ved Scala-revyerne.
Johannes Meyer anbefalede ham til Nørrebros Teater, hvor han var kapelmester indtil begyndelsen af 1930erne. Han var med til at lancere de tidligste PH-viser og var i sommeren 1932 på Riddersalen sammen med Herman D. Koppel ved flyglerne i PH-revyen "På Halen". Gennem et ti-år var han Liva Weels uundværlige musikalske følgesvend. Han havde et længerevarende forhold til skuespillerinden, og da hun i marts 1931 forlod Nørrebros Teater drog de sammen på viseturné, hvor de spillede og sang sammen. Efter turnéen fortsatte de på ferietur rundt i Europa. Efter besættelsen havde også nordmændene bud efter ham og i de senere år stod han også for musikken under
Kay Abrahamsens provinsturnéer.