BiografiJon Iversen var søn af købmand J. E. Iversen (død 1920) og hustru Anna Marie Wolsgaard (død 1939). Han blev student fra Øster Borgerdyd skole, inden han rejste til det jydske, hvor han debuterede på Horsens Teater hos
Albert Helsengreen som Ejbæk i "Eventyr på fodrejsen". Han spillede også rollen som Armand i "Kameliadamen". Han var fra 1921 til 1925 tilknyttet Aarhus Teater, hvor han blev een af teatrets mest benyttede skuespillere og bl.a. her spillede Ebbesens rolle i "Elverhøj". Han kom derefter til Casino, Odense Teater og Folketeatret. Senere fungerede han både som skuespiller og sceneinstruktør ved det dengang kendte Alexandrateatret og Det ny Teater. Sin bedste tid havde han på Dagmarteatret, hvor han indtil dets sidste år i midten af 1930erne som en habil og ofte vittig skuespiller havde sin faste plads i det fint sammenspillede ensemble. Her viste han allerede sine evner som lystspilinstruktør. Jon Iversen blev manden bag de store succeser i den lettere genre bl.a. med "Kære Ruth", "Liggende gæster" og frem for alt den elegante "Lille Hytte". I årene 1928-1930 var han medleder af Dagmarteatrets delingsspil og var i en periode midt i 1940'erne tilknyttet Centralteatret i Oslo. Nogle af de vigtigste skuespillerpræstationer var i "Den stundesløse", "Therese Raquin", "Dunungen", "30 års henstand" og "Den forstenede skov". Han var aktiv bl.a. ved Radioteatret helt frem til kort før sin død. Filmkarrieren blev lige så produktiv og omskiftelig som teaterkarrieren. Han debuterede som filmskuespiller i stumfilmen "Livets bål" fra 1911. Jon Iversen medvirkede i én film hos Nordisk Film i 1912 og kom derefter til Filmfabrikken Skandinavien, hvor det blev til en række film fra 1912-15. I 1916 spillede han en enkelt rolle hos Kinografen og medvirkede i
Benjamin Christensens "Hævnens Nat" for så at få ansættelse hos Filmfabriken Danmark, hvor det blev til 5 film. Hans to sidste roller i stumfilm blev en mindre optræden i Dreyers "Præsidenten" og én af hovedrollerne i
Emanuel Gregers' "Lavinen", hvor han spiller overfor
Bodil Ipsen. Fra 1931 medvirkede han i tonefilm, hvor hans stilfulde og autoritære udstråling ofte førte til roller som kontorchefer, direktører og butlere. Han debuterede i 1937 som filminstruktør hos Palladium med "Plat eller Krone". I 1940/41 blev Jon Iversen ansat hos ASA, og her begyndte et samarbejde med Alice O'Fredericks, som skulle vare helt til hans sidste film, hvor han selv havde rollen som den rare, rige bedstefar til en handicappet dreng i filmen "Far til fire på Bornholm". Sideløbende arbejdede han også for Palladium. Udover en række folkekomedier og
Morten Korch-serien satte han også sit præg på mere alvorlige film som "Den gamle præst", "Elly Petersen" og "Det gælder livet".