Beskrivelse Cecilie bor med sin mor, far og lillesøster Ida i lejligheden over Magasin, hvor Cecilies far er direktør. Ida har en hjertesygdom og må derfor ikke komme i skole. Lægerne kan ikke helbrede Ida, og hun vil dø, hvis der ikke sker et mirakel. Cecilies far skal åbne en udstilling om Absalon, og Cecilie har fået lov til at løfte sløret for et gammelt fund gjort i ruinen under Magasin. Da hun løfter sløret, sidder der en dreng neden under. Han løber sin vej, og pedellen Amir løber efter ham, dog uden at fange ham. Senere finder Cecilie ud af at drengen hedder Hubert, og at han bor i kælderen sammen med Frode og Ib. De finder et gammelt brev fra Valdemar den Stores datter, Margrethe. Brevet sætter dem på en fælles opgave med at finde den frelsende engel. Hubert opfører sig ind imellem lidt underligt – men hvorfor? Kan Hubert og Cecilie mon løse gåden og finde englen, så de kan redde Ida?