Beskrivelse
For ca. 15 år siden kom Karen Thomsen og Sønnen Emanuel, kaldet Thummelumsen til byen. Da Emanuels fader var død, var fædrenegården blevet solgt på auktion, og Emanuel havde siden, kun tænkt på at få gården tilbage. Og så, en skønne nat havde han fået en åbenbaring - han havde haft besøg af sin fader, der havde sagt at han ville få gården tilbage, men vigtigt var det, at den enøjede kat Knurrs og hanen Mortensen nåede at betræde den fædrene gård inden de døde, ellers ville det hele falde til jorden. Byen havde også fået en efterfølger til den gamle Toldkontollør, og byen var enige om, at ham Knagsted, som den nye tolder hed, vist var en værre karbunkel. Men tolderen lod folk snakke og slog sig istedet på gamle Konsul Mørch. Redaktør Heilbunth havde foreslået Knagsted at blive medlem af byens eksklumsive klub - de danske ædedolke, bestående af b.l.a Overlæreren- Kæmneren og Partikulie Eriksen, kaldet for luxusbugen, og egen tjener havde den fine klub da også, det var Emanuel, som i sin iver efter at tjene penge, havde taget dette uværdige job. Og nu var luxusbugen pludselig død. Gamle menneske-Mortensen er på besøg hos Emanuel, som han ofte var om søndagen, men mor Karen lider under disse besøg, thi Mortensen pustede til Emanuels fikse ide om at købe Møllegaarden tilbage. Morbror Jacob og kusine Wulfdine kom også på besøg. Wulfdine havde lige siden barndommen næret en dyb og frygtsom kærlighed til Emanuel. Han Emanuel var nu ikke så glad for disse besøg, thi de kostede jo penge. En aften da Emanuel var gået på kirkegaarden, for at "tale" med faderen, havde han taget selve Borgmesterens søster,frk. Reiersen - i at stjæle roser fra graven, hun bad for sit liv, men Emanuel ville have vidner. Overlæreren og Knagsted, som var begyndt at gøre hinanden selskab på deres ture, var kommet forbi og Emanuel havde været nødt til at slippe sit tag i Borgmesterens søster. Efter endnu et møde i ædedolkenes klub, hvor han stadig var opvarter, havde han, Emanuel sneget sig hjem for at pakke dyrene, Knurrs og Mortensen sammen, for så at begive sig ud på Møllegaarden, som far havde sagt. Næste morgen havde vor herre så tilsmilet ham, Emanuel havde vundet i lotteriet - 12.500 kr. Samme dag var Konsul Mørch's Engeline kommet farende hen til Knagsted, for at be' ham om at se hen til gamle Mørch. Han havde skrevet sit testamente, og du skal skam også arve - havde Mørch sagt og havde grevet fat i Knagsteds frakke - og så var han død. Og sådan gik det så til at Emanuel Thomsen og Toldkontrollør Knagsted kom til penge på samme tid. Morbror Jacob og Kusine Wulfdine kom oftere og oftere på besøg hos fam. Thomsen, Jacob havde jo forlængst opdaget datterens forelskelse i søstersønnen, og nu havde denne jo rettet sig og var også kommet til penge. Manuel var også begyndt at lægge mærke til kusinen, og havde fundet at hun var en kvinde efter hans hovede. Knagsted havde såmænd også fundet sig en kvinde, Skov - Stine blev hun kaldt, og hun var verdens sjoveste kvinde. Nu stod så Julen for døren - Morbror Jacob og Wulfdine tilbringer højtiden hos Emanuel og mor Karen. Knagsted og Overlærer Clausen tilbringer også julen i hinandens selskab, på godt og ondt. Knagsted forærer Overlæreren en cykel, thi så kan de jo slå hinanden følge når det bli'r forår. Foråret indfinder sig, og endelig oprinder den dag, hvor Emanuel og mor Karen flytter tilbage til Møllegaarden. Knagsted og Overlæreren tager på cykeltur sammen, i den skønne omegn, og de ligger også vejen forbi Emanuels nye bopæl, som han hellere end gerne viser frem for dem, og overlæreren håber så inderligt, at det må blive en dreng, Wulfdine får - så Emanuel kan få en lille stamherre at arbejde for. Knagsted fortsætter derefter turen alene, for at besøge skov-Stine, kun for at erfare at hun er død - kørt over af en løbsk hest. Trist i sindet begiver han sig hjemad igen.