Ole Palsbo
Født: 13-8-1909 i København
Død: 11-6-1952 (42 år)
Gravsted: Vestre Kirkegård - Kbh (nedlagt)

Billede af Ole Palsbo
Biografi
Ole Svarre Palsbo, filminstruktør, der var søn af overretssagfører Ejnar Palsbo og hustru, redaktør Valborg Marie Christine Svarre Palsbo (død 03-08-1957), blev student i 1927. Han var journalist ved BT 1931-32 og journalist og filmkritiker ved Nationaltidende 1932-1940. Derefter var han filmkronikør og teaterkritiker ved Ekstrabladet fra 1945 til 1948. Han udførte fra 1948 teaterinstruktioner og havde filmarbejde fra 1941. Ole Palsbo skrev forord til Theodor Christensensens og Karl Roos' bog "Film" (1936) og var forfatter til bogen "Kaj Munk", der udkom i 1940. Endvidere bidrog han med afsnittet "Hvordan bliver en film til" til Mogens A. Stærmoses "Film er min hobby". I slutningen af 1940erne og begyndelsen af 1950erne iscenesatte Ole Palsbo på teatret "I porten", "Alle mine sønner", "Kaptajnen søger natkvarter" og "De fire små". Han begyndte sammen med Mogens Skot-Hansen med kortfilmarbejde og blev instruktørassistent hos Svend Methling på spillefilmen "Natekspressen" i 1942. Ole Palsbo var ved udgangen af 1940erne det mest lovende navn som filminstruktør hos Nordisk Film. I 1952 blev han afskediget på grund af samarbejdsvanskeligheder og efter en række personlige kontroverser i branchen begik han selvmord. Ole Palsbo blev den 19. december 1936 gift på Københavns Rådhus med journalist, forfatterinde og tidligere skuespillerinde Susanne Palsbo (Ellen Margrethe Bendixen, født Hansen) (23-01-1907 - 17-01-1989). Ægteskabet blev opløst i 1949. Ole Palsby blev derefter gift den 29. marts 1950 på Københavns Rådhus med filmklipper Tove Alice Fenger f. Vinding ( 22-04-1920 - 27-04-2022)


Har arbejdet med følgende 6 film:
Natekspressen (P. 903) (1942)Drejebog
Diskret ophold (1946)Instruktion
Ta' hvad du vil há (1947)Instruktion
Kampen mod uretten (1949)Instruktion
Familien Schmidt (1951)Instruktion, Manuskript
Vi arme syndere (1952)Instruktion