BiografiEwald Lauritz Christian Petersen, (navneforandring til Epe i 1953) var søn af fabrikarbejder, senere skomager og tjener Peter Enghard Marius Petersen og garderobedame Agnes Hansine Charlotte Pedersen. Han tog realeksamen i 1927 og havde allerede som kontorelev en ekstraindkomst som viseforfatter. Han blev uddannet ved handel og var indtil 1952 ansat i jern- og stålforretning, journalist og forfatter samt revyskuespiller i årene 1933-37. Som 17-årig skrev han Dagens Vers i Horsens avis og optrådte med egne tekster i lokale revyer. 19 år gammel kunne han leve udelukkende af at skrive viser. Hans første store succes med titlen "Lyse Annas analyse" blev sunget af
Carl Alstrup, men ikke indspillet. Ewald Epe var tidligt forfatter til en del af provinsens revyteatre og skrev til White Stars Vinterrevy 1935-36. I 1937 flyttede Epe til København og blev engageret som forfatter og revyskuespiller i varieteen "White Star" på Amager, hvor han selv optrådte sammen med Christian Glatved og Ellen Tyron. Hans sceniske karriere blev dog kort, fordi det ikke harmonerede med hans livsstil at møde op hver aften for at synge de samme viser. Ikke desto mindre var han en mesterlig fortolker af egne viser og kunne således på overbevisende måde afhænde dem til de fleste revydirektører. Desuden var han en suverænt fantasifuld rimsmed og blev som sådan et uopnåeligt forbillede for de fleste revyforfattere. Et samarbejde med Poul Sørensen (Poeten) førte til en række store klassiske viser, mens et mindre gnidningsløst samarbejde med komponisten og teaterdirektøren Aage Stentoft bragte ham sin karrieres største succeser. Han skrev viser til blandt andre Liva Weel,
Marguerite Viby,
Osvald Helmuth, Carl Fischer og Erika Voigt. Blandt de revyviser han skrev var bl.a. "Herlig en sommernat", "Kys mig godnat", "Såd'n var det ikke i halvfemserne", "Kom hjem - Kom hjem", "Rigtigt - forkert" og "Raketvisen". Ewald Epe blev den 11. december 1945 gift i Apostelkirken i København med Karen Kristine Madsen (30-03-1918)