Mads Wille
Født: 10-11-1971 (52 år) i Gentofte
Biografi
Mads Michael Wille, skuespiller og kunstnerisk leder, er søn af afdelingsleder Gunnar Wille og jordemoder Jette Wille (død 2008). Han er uddannet på Skuespillerskolen ved Århus Teater 1998. Han debuterede i "Shopping and Fucking" på CaféTeatret (1998) og har siden medvirket i en lang række forestillinger på de københavnske scener – bl.a. "Den dobbelte troløshed" og "Lige for lige" på Grønnegårdsteatret, "Kuren" på Husets Teater, "Faust er død" og "Dada" på Kaleidoskop, "Maskarade" på Folketeatret, "Parlamentet" på Das Beckwerk, "Afrikas Stjerne" på Bådteatret, "Anne Sophie Hedvig" og "Fyrværkerimesterens datter" på Det Kgl. Teater. På film og tv han man i de senere år kunnet opleve ham i "Drabet", "Rejseholdet", "Hotellet", "Forsvar" og "Ørnen", og i 2006 fik han sin debut som sceneinstruktør med forestillingen "Demokratiske bestræbelser" på Kaleidoskop. Mads Wille var i 2002 medstifter af teatret PLAN-B, hvor han fortsat udgør den kunstneriske ledelse sammen med Simon K. Boberg. På PLAN-B har han i 2004 medvirket i Dejan Dukovskis "På den 2. side" og det var også her han startede den populære trylle-event Magic Fight Night. Mads Wille blev den 10. juni 2000 gift med skuespillerinden Rie Nørgaard Wille (født Nørgaard Rasmussen) (f. 08-11-1969), men blev skilt i 2014 og er nu samlevende med skuespillerinden Tilde Maja Frederiksen (f. 19-04-1979).