Beskrivelse I 1951 udvælger danske embedsmænd 22 grønlandske børn til at deltage i et forsøg. Børnene bliver fjernet fra deres familier og sendt til plejefamilier i Danmark. Efter to år vender børnene tilbage til deres moderland, og filmen starter med, at de ankommer til Grønland og bliver overført til et børnehjem i Godthåb. Her er sygeplejersken Gert netop blevet ansat som forstanderinde og har af den danske landshøvding fået til opgave at fortsætte omskolingen af børnene, så de kan fungere som elitedanskere og rollemodeller i 'det nye Grønland'. Det skal vise sig at blive en svær opgave, da børnene er ulykkelige og splittede mellem den danske og den grønlandske kultur. Ellen Hillingsø er fremragende som forstanderinden, der i starten er overbevist om, at hun gør det rigtige for børnene. Hun spiller på hele sit store talent og udviser såvel mandhaftig autoritet som tvivlende sårbarhed i sin første filmhovedrolle. Forstanderinden identificerer sig især med den grønlandske pige Karen, der genoptager forbindelsen til sin biologiske mor i Godthåb, selv om hun efter Danmarksopholdet ikke længere kan tale med moren. 'Eksperimentet' er baseret på autentiske begivenheder og inspireret af Tine Bryld og Per Folkvers interviewbog 'I den bedste mening' (1998).